Svendborg Kommune fejer som alle andre kommuner vejene langs kantstenene. Dette fejesand transporteres til NCC’s sorteringsanlæg i Kolding. Her gennemgår sandet flere sorteringstrin. Stenene sigtes fra og passerer en magnet, som fjerner magnetiske metalrester. Disse metalrester sendes til genbrug hos en produkthandler. Sandet vaskes fri for organiske urenheder, og det rene sand kan anvendes i produktion af GAB-materialer og tætgraderede slidlag. De frasorterede organiske rester kan indgå i kompost og bliver på denne måde også genanvendt. Dette sorteringsanlæg er blevet præmieret med NVF’s miljøpris 2011, som blev uddelt på årets Vejforum (se artikel andetsteds i dette Roads Ajour).
Da fejesandet anvendes rutinemæssigt på flere asfaltfabrikker, var det oplagt at lade dette indgå i produktionen af GAB-materialerne til byggemodningen. Stenene fra fejesandet indeholder nogle ikke-magnetiske urenheder som f.eks. glasskår, rester af øldåser og lignende. Det blev vurderet, at disse urenheder ikke ville skade belægningens holdbarhed, og derfor blev disse sten også anvendt i GAB-materialet.
Recepten kom således til at indeholde 20 % genbrugsasfalt, 37 % fejesand og 24 % sten fra fejesandet. Der er således kun anvendt 19 % nye stenmaterialer! I princippet er en stor del af materialerne således bragt tilbage til den kommune, hvor de kommer fra.
Den første etape med GAB I er nu udført, og både kvaliteten og udseendet er meget tilfredsstillende. Svendborg Kommune har turdet satse på genbrug, de har fået et produkt, som har en meget grønnere profil med mindre CO2-udledning end en almindelig asfalt uden genbrug, uden at man har gået på kompromis med kvaliteten!
Flere oplysninger om byggemodningen kan findes på linket:
www.svendborg.dk/tankefuld