NCC Roads er hovedentreprenør på renovering af Falstermotorvejen – det sydgående spor – som indtil i dag har haft en 20 cm betonbelægning med et underlag af cement og flyveaskestabiliseret sand. Til at fjerne den eksisterende betonbelægning faldt valget på underentreprenør M.J. Eriksson A/S, som også skulle genstabilisere underlaget. I entreprisen er der også ca. 3.500 meter nye dræn i rabatten.
I begyndelsen af maj gik vi i gang med renoveringen af den 25 år gamle betonbelægning på den 4-sporede Falstermotorvej. Det drejer sig om en godt 7 km lang strækning, hvor betonbelægningen på to vognbaner inkl. kantbaner skal udskiftes. Den eksisterende beton fjernes i fuld dybde, og efterhånden som arbejdet skrider frem, undersøger bygherren (Vejdirektoratet) det blotlagte FCS underlag for at se, om underlaget skal genstabiliseres, eller om andre reparationsmetoder skal tages i anvendelse.

Den opbrudte beton blev kørt til NCC grusgrav i Pederseje, hvor den blev knust og solgt som knust beton. NCC Roads skulle derefter udlægge 11 cm GAB, 6 cm ABB, og 4 cm SMA. I alt 21 cm asfaltbelægning på en 20 cm cementstabiliseret sandbund. I nødspor skulle vi udlægge OB med en 8/11 skærve, og dette blev udført af vores OB hold, med Micky Husted Andersen som formand.