cleargif_vizzit
Råstoffer opruster og bliver grønnere

Råstoffer opruster og bliver grønnere

Lapis, der er en af NCC’s sandsugere, har netop været gennem en omfattende makeover, fortæller områdechef Søren Evald Jensen fra NCC Råstoffer, Sømaterialer & Rederi.

Vi har i forbindelse med vores engagement i det københavnske Metroprojekt, hvor Råstoffer de kommende 6 år leverer betonsand til vores samarbejdspartner Unicon, foretaget en række investeringer. Foruden den omfattende renovering af Lapis har vi bl.a. investeret i yderligere en sandsuger og senere på året opfører vi et moderne sandanlæg i Avedøre, der vil lette arbejdsgangen og øge kvaliteten af de færdige produkter betydeligt.

Med de meget store leverancer – de beløber sig i alt til ca. 650.000 tons betonsand - til Metrobyggeriet er det i sagens natur vigtigt, at vores grej dels er driftsikkert, dels kan levere den høje kvalitet, der kræves. Med de forskellige initiativer, vi har taget, føler jeg virkelig, at vi er fit for fight til at håndtere både Metroprojektet og alle vores øvrige kunder.

Renoveringen af Lapis matcher vores ønske om generelt at overgå til nyere og mere grøn teknologi, i det tempo som økonomien tillader det – og være helt i front overfor det stigende antal miljøkrav, der stilles. Lapis har således fået udskiftet den gamle, knap så miljørigtige totaktsmotor på ca. 800 HK med to nye firtakters Volvo motorer, der samlet yder 1300 HK. Den ene motor er til ren fremdrivning af skibet mens den anden motor skal drive pumpen, der tidligere blev trukket af skibets hovedmotor. De to Volvo-motorer er udstyret med automatisk styring, som betyder, at de automatisk finder den bedste og mest økonomiske stilling for skruen; her har vi i øvrigt erstattet den gamle trebladet skrue med en firblads skrue, hvilket også giver et økonomisk og miljømæssigt løft.

Det er på flere måder dejligt, at Lapis nu har fået en ordentlig overhaling, supplerer skibets ene skipper, Kristian Laursen.

De nye motorer vil formentlig medføre et fald i brændstofforbruget på ca. 20%; det er da et fald, man kan tage og føle på. Også vores arbejdsmiljø er blevet mærkbart forbedret, fordi de nye motorer støjer langt mindre, og vi er fri for de rystelser, den gamle totaktsmotor sendte gennem skroget. I forbindelse med udskiftningen af motorerne er der lavet støjafskærmning i maskinrummet, der igen har medført en reduktion af støj. Alle disse tiltag har reduceret støjen med ca. 20 dB. 

At der nu er blevet installeret en separat motor til pumpen betyder en større ydelse – og kombineret med det nye sandanlæg i Avedøre giver det en mærkbar tidsbesparelse. Det får vi bestemt også brug for, når Metroprojektet for alvor går i gang til foråret.

Hovedkontakter

Søren Evald Jensen
Områdechef, Råstoffer Østsjælland
Tlf:36 78 05 00
Mobil:20 61 05 00

Jeg vil gerne vide mere om Råstoffer opruster og bliver grønnere?

Message
SEND