Inspireret af den store omtale af det kommende klimatopmøde og de mange virksomheders tiltag og forberedelse i den forbindelse – er vi også klar med de miljørigtige behandlingsmetoder.
Vi har de seneste 5-6 år arbejdet med pesticidfri ukrudtsbekæmpelse baseret på udlægning af 95-97 grader varmt vand, som er afdækket med isolerende skum. Skummet er sukkerekstrakt – en blanding af majs- og kokossukker. Altså meget miljøneutralt! Vi anvender vores eget skumprodukt, kaldet NCC Skumekstrakt, som er sikkerhedsgodkendt i Danmark. Skumekstraktet er desuden godkendt af Miljøstyrelsen som pesticidfri produkt.
Vi har sammen med en dansk fabrik udviklet et godt og effektivt anlæg. Her i andet halvår satser vi på at blive endnu mere miljøneutrale, idet vi vil gøre forsøg med brug af biodiesel som brændstof til driften af anlæggene – et alternativ til den ordinære miljødiesel.