Hun er ikke en typisk deltager på NCC' sommerskole i partnering.
Faktisk er det tre år siden, at Anne-Mette Manelius blev færdig som arkitekt fra Kunstakademiet.
Men som ph.d-forsker ved Center for Industriel Arkitektur er hun nu studerende alligevel. Partnering-sommerskolen er dog ikke ekstra ferie-fornøjelse, men arbejde for den 32-årige.
Gode indtryk
Hendes indtryk midtvejs i sommerskolen er gode:
"Det er rigtig godt, at NCC sætter fokus på og samler studerende om partnering, der endnu ikke er så udbredt herhjemme", siger hun.
Grunden til, at Anne-Mette valgte at deltage i sommerskolen, er, at hun efter sommeren begynder på et erhvervs-ph.d-projekt hos et stort dansk arkitektfirma og en af NCC's konkurrenter.
"Jeg vil gerne møde de mennesker, der som regel er involveret i et byggeprojekt. Vi skal jo så at sige være sammen resten af arbejdslivet. Derfor er det efter min mening vigtigt, at også de værdier, som ikke lige kan måles, men som er vigtige i processen, kommer i fokus", siger Anne-Mette Manelius.
Hånd om konflikter
Dagens emne på sommerskolen var blandt andet konflikthåndtering og mediation.
Mediation er en metode til at løse konflikter, hvor konfliktens parter selv finder løsninger med en neutral tredjepart (mediator eller konfliktmægler) som katalysator.
Færre tvister med partnering
Grunden til, at konflikthåndtering får så stor opmærksomhed på sommerskolen, skyldes, at netop slagsmål, tvister og retsager suger mange penge ud af byggeprojekter.
En rapport fra foråret viser, at partnering eller partnering lignende samarbejdsformer kan være vejen frem til at nedbringe de ressourcer, der bruges på uenigheder og tvister.