Selv om Kasper Bergelin har sommerferie, ser han tilbage på første dag på skolebænken. Men det er ikke på hans sædvanlige studiested, Københavns Erhvervs Akademi, men NCC's partnering-sommerskole, han suger viden og indtryk til sig.
"Jeg vil jo gerne lære så meget som muligt, og på studiet lærer vi meget lidt om partnering. Så sommerskolen hér var en god mulighed, som jeg også fik anbefalet af en veninde", siger den 22-årige bygningskonstruktør-studerende.
Vil have facts
Han er tilfreds efter den første dag på partnering sommerskolen. Han håber dog, at den skepsis, han har over for partnering, bliver fejet af banen, når ugen er forbi.
"Det skal være mere end bare en tro på, at det er bedre. Jeg vil godt se noget mere håndfast dokumentation på, at partnering er bedre end gammeldags entreprise-former", siger Kasper Bergelin.