cleargif_vizzit

Åbent brev: Branchen bør klimareguleres

Åbent brev til medlemmerne af Folketingets Energipolitiske Udvalg, Klima- og Energiminister Connie Hedegaard og Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen

En målrettet indsats for at nedbringe energiforbruget i byggeriet – og dermed opnå et markant fald i Danmarks udslip af CO2 – skal både gælde nybyggeri og den eksisterende bygningsmasse.

Viden i arbejde hurtigt

Der er masser af viden om, hvordan man kan bygge og renovere energieffektivt og klimarigtigt. Paradoksalt nok bliver den viden bare stort set ikke brugt, eller kun brugt i specielle projekter. Udfordringen er derfor ikke så meget at skabe ny viden, som at få taget den eksisterende viden i anvendelse – og sørge for, at det sker i hele byggeriet så hurtigt som muligt.

Vigtigt med politiske incitamenter

For at det skal ske, er det helt afgørende, at der skabes yderligere incitamenter for at bygge energi- og klimavenligt. Incitamenterne skal komme fra Christiansborg og bør sætte en klar dagsorden om, at bæredygtighed er ”serious business”: reguleringen bør indeholde effektiv kontrol og høje krav samt præcis og kontant regulering.

Understøt klimabyggeri i udbud

Reguleringen og incitamenterne kan tage mange former. Det offentlige skal – når det udbyder opgaver – vælge udbudsformer og tildelingskriterier, der understøtter innovation og udvikling af nye, bedre løsninger inden for energirenoveringer og -byggeri.

En markant stramning af energikravene til nybyggeri vil også være et effektivt redskab. Konkret foreslår vi, at 2015-energikravene fremrykkes til 2011, at 2020-energikravene fremrykkes til 2013 og endelig, at der stilles krav om, at bygninger fra 2015 - i en livscyklusbetragtning - producerer mere energi end de forbruger.

Krav kan fremme innovation

Stramme krav til nybyggeri kan – udover store energibesparelser - stimulere innovation og medvirke til at nye løsninger i ny-byggeriet kan overføres til renoveringsmarkedet. Det kan desuden bidrage til at opbygge viden og ekspertise som kan eksporteres.

Klimabyg som økonomisk gulerod

Det er samtidig vigtigt, at vi får udviklet en økonomisk incitamentsstruktur, der i højere grad end i dag understøtter en energimæssig ansvarlig adfærd for både lejere og ejere af boliger og bygninger.
F.eks. bør det overvejes, om ejeren ikke skal have gavn af en evt. merinvestering i klima- og energirigtige tiltag i starten af byggeriet.

Vi kan levere varen

Kan byggeriet levere? Ja, helt klart. Ikke i morgen, men i løbet af ganske kort tid er det realistisk at forvente, at dansk byggeri kan levere klimasikret byggeri i god kvalitet til rimelige priser. Den nødvendige viden er til stede; der skal blot skabes tilstrækkelig incitament og motivation til at bruge den professionelt og ordentligt. 


Med venlig hilsen

Adm. Direktør
Torben Biilmann
NCC

Hovedkontakter

Jesper Andersen
Pressekonsulent
Mobil:+45 41 70 44 91

Også af interesse

Miljø og energi