Som den første entreprenørvirksomhed herhjemme er NCC blevet certificeret som ”registreret energimærknings-virksomhed”. Bag den lange titel gemmer sig retten til at gennemføre energimærkninger af danskernes boliger og erhvervslivet ejendomme.
Forbrugerne får fordel
Søren Søgaard, Teknikchef i NCC, mener, at ændringen i certificeringsordningen er til forbrugernes fordel.
”Store virksomheder har en bred palet af ekspertise i ryggen. I NCC kan vi f.eks. kombinere drift, vedligeholdelse og indeklima med energimærkningen og dermed hjælpe kunderne til at opnå en bedre overordnet økonomi. Samtidig giver samarbejdet med store, etablerede virksomheder en øget tryghed for kunderne i en branche, som for tiden er præget af ustabilitet.”
energimærkning giver overblik
Energimærkningen skal først og fremmest give forbrugeren et overblik over bygningens forbrug af varme og el og kan også indeholde oplysninger om vandforbrug.
Energimærkningen kan således bistå boligkøbere, og fra den 1. juli 2009 også lejere, med at finde ud af, hvor meget ejendommen samlet set vil koste at opvarme, før der skrives under på købsaftalen eller lejeaftalen. Og den giver både sælger og køber - eller ejer og lejer - et værktøj til at få overblik over, hvilke energimæssige forbedringer der er rentable at gennemføre.
Hvad omfatter en energimærkning?
Energimærkningen giver en detaljeret liste over forslag til forbedringer for henholdsvis varme, vand og el. Det er her, man helt konkret kan se, hvordan der kan spares energi i ejendommen. Mærkningen oplyser bl.a., hvor meget det erfaringsmæssigt vil koste at få udført de foreslåede forbedringer, hvor stor en besparelse der kan forventes og det antal år, der skal bruges til at tjene investeringen hjem igen.