Det kræver både køligt overblik og erfaring, når store dele af forsyningsnettet i Østerbros undergrund skal omlægges for at gøre plads til de kommende års tunnelarbejder. Den ekspertise besidder NCC Energi & Kabler, som netop nu er i gang på ikke mindre end seks byggeområder i bydelen.
NCC arbejder for DONG på omlægningen af gasforsyningsledningen til Svanemølleværket fra den nuværende placering under Svanemøllevej til en ny placering under Strandøre og Strandpromenaden. Samtidig flytter NCC en fjernvarmeledning, der løber under Strandvænget og Svanevænget, for Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) og en fjernvarmeledning for Københavns Energi ved Vesterled og Svanevænget.
Vanskelig opgave
Den mest komplicerede opgave i Svanemøllekvarteret er vejkrydset Strandvejen/Ryvangs Allé tæt ved Svanemøllen Station. Det er en hovedfærdselsåre ind og ud af byen, og den kommende Nordhavnsvej og –tunnel bliver i fremtiden ført direkte under krydset.
Der er 12 forskellige ledningsejere i krydset – alt fra el-forsyning, fiber, afløb, fjernvarme, telefonledninger og meget mere, alt sammen med hver sin ejer. Københavns Energi koordinerer sammen med NCC omlægningsarbejdet på vegne af alle de andre ledningsejere koordinerer.
Store trafikomlægninger kan skabe surhed
For at arbejdet med Nordhavnstunnellen kan gå i gang til tiden, skal NCC være færdig senest 1. september. Trafikomlægningerne kommer dog til at vare væsentligt længere, for selve konstruktionen af Nordhavnsvej under bydelen vil vare helt frem til 2015.
Selv om det er Københavns Kommune med assistance fra Rambøll, der lægger planerne for trafikomlægningerne og gravearbejdet, er NCC meget opmærksom på generne, fortæller Peter Hermann Hansen, sektionsdirektør for Energi & Kabler.
”Det er jo vores folk, som dagligt arbejder dér, hvor der opstår trafikpropper og andre gener for bilisterne og områdets beboere. Derfor gør vi rigtig meget ud af ordentlig skiltning, og vi sørger for, at vores folk kan fortælle, hvo rman kan få svar. Desuden har vi omdelt skriftlig information på både dansk og engelsk til 281 husstande i området.”
Københavns Kommunes Teknik og Miljøforvaltning har oprettet en hotline til Nordhavnsvejprojektet på telefon 21 84 83 01. Her oplyser man, at der i den første uge fra trafikomlægningerne startede den 21. maj blev modtaget omkring 30 klager fra bilister og borgere – alle sammen rettet mod manglende oplysning på forhånd om trafikomlægningerne fra kommunens side.