I lære som elektriker
Asger Høybye er 18 år og i lære som elektriker hos NCC. Han valgte uddannelsen, fordi han gerne vil have et arbejde med gang i, hvor man ikke skal sidde for meget stille og hvor teknik udgør en vigtig del. I 9. klasse kom han derfor i erhvervspraktik hos en elektriker, og derefter var valget let.
Jord under neglene
"Jeg kan godt lide at lave noget og få jord under neglene. Man siger, at håndværkere er dem, der går mest tilfredse hjem fra arbejde, og det tror jeg er rigtigt. Når man har været i gang med noget en uge eller en måned, så kan man gå tilbage og se frugten af sit arbejde." Som elektrikerlærling hos NCC arbejder Asger primært med at lave elinstallationer i boliger og kontorbyggerier.
Ikke konfliktsky
Tonen på byggepladserne er kontant, og derfor er det vigtigt, at man ikke er bange for at sige sin mening. "På en byggeplads arbejder man sammen med mange forskellige faggrupper, tingene skal gå hurtigt, og vi er meget afhængige af hinanden. Før vi som elektrikere kan komme til, er der noget andet arbejde, der skal laves færdigt først. Det betyder, at der af og til opstår nogle konflikter, og dem skal man helst ikke være bange for. Tonen kan godt være hård, men der er også meget humor, og jeg kan godt lide miljøet," siger Asger.
Uddannelsen
NCC uddanner elektrikere inden for specialerne installationsteknik og el-montør. NCC søger ikke flere elektrikerlærlinge i 2007, men har brug for nye lærlinge fra foråret 2008.
Læs mere om uddannelsen til elektriker.