Vej-trainee

Flere veluddannede ingeniører til vejbranchen

Vejdirektoratet, Grontmij I Carl Bro A/S og NCC har etableret et samarbejde for at tiltrække ingeniører til vejsektoren og styrke branchens image blandt målgruppen af ingeniører på landets universiteter.

Vi tilbyder i branchen 2 trainee stillinger om året, hvor primært nyuddannede ingeniører har mulighed for en 2-årig ansættelse, hvor de kan ”prøve branchen af” og vi kan se ”de rigtige” fremtidige medarbejdere an. Konkurrencen om fremtidens arbejdskraft er stenhård, og det er nødvendigt, at vi hele tiden skaber nye muligheder for at vise vores branche frem overfor fremtidens medarbejdere. Samtidig har branchen og samfundet brug for, at vi kontinuerligt har fagligt højt kvalificerede medarbejdere, der kan sikre rådgivning, projektering og drift af samfundets vejanlæg. Det er en absolut forudsætning for at infrastrukturen og erhvervslivet fortsat kan udvikle sig i konkurrence med udlandet.

Vejdirektoratet, Grontmij I Carl Bro A/S og NCC tror på, at vores branche har rigtig meget at tilbyde unge ingeniørstuderende, der ønsker en erhvervskarriere i et miljø, hvor materiale- og fremstillingsteknologi, projektering og projektledelse kombineres i en praktisk hverdag med en stor kontaktflade. Vi er en branche med ”højt til loftet”, høj faglighed og store muligheder for at udvise handlekraft og initiativ. Med dette samarbejde blandt tre af vejsektorens store aktører står vi godt i konkurrencen om fremtidens dygtige unge ingeniører.

En Trainee i vejsektoren vil kunne ansøge om at komme i betragtning, når vi én gang om året i december måned opslår ledige trainee stillinger. Ansøgerne gennemgår den samme ansættelsesproces, som vi anvender for vores øvrige ledige jobs og starter deres 2-årige trainee forløb 1. februar. Ansættelsestiden er opdelt i 3 perioder á 8 måneder, hvor de prøver forskellige jobfunktioner i de tre virksomheder. Undervejs i ansættelsestiden vil der være forskellige uddannelsesspor og efteruddannelseskurser, som tilbydes trainee`en. Den enkelte trainee får tilknyttet en gennemgående mentor og i tæt samarbejde med vejledere fra de deltagende virksomheder udarbejdes en personlig udviklingsplan med konkrete lærings- og aktivitetsmål. Selvom de ansatte trainees vil være i forskellige dele af de tre virksomheder samles de undervejs i forløbet til fælles uddannelsesaktiviteter og erfaringsudveksling.

Trainee programmet henvender sig til nyuddannede diplom- eller civilingeniører, gerne inden for fagområderne infrastruktur, trafik og transport eller bygge-og-anlæg. Ingeniøren har 0-1 års erhvervserfaring og er målrettet, nysgerrig og interesseret i at få og udvikle kompetencer inden for forskellige områder af vejsektoren. Ansættelsesforholdet er lønnet og sker på helt normale ansættelsesbetingelser.