Nyheder

NCC er en af de førende bygge- og ejendomsudviklingsvirksomheder i Nordeuropa med en omsætning på 49,8 mia. danske kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. Vi udvikler og bygger boliger, erhvervsejendomme, industribygninger og offentlige bygninger, veje og anlæg samt anden infrastruktur.


Carlsberg Byen når milepæl

D. 10. september var der rejsegilde for det første store byggeprojekt i Carlsberg Byen. Byggeriet omfatter det 100 meter høje Bohrs Tårn med 88 nye luksuslejligheder, Campus Carlsberg, hvor 10.000 studerende fra 2016 vil få deres daglige gang samt 32 mindre boliger og erhvervslokaler.

Carlsberg Byen skrider fremad med hastige skridt, og allerede i 2016 får bydelen sine første nye beboere i det sydøstlige hjørne langs Vigerslev Allé og Vesterfælledvej. Men før beboerne kan flytte ind, skal byggeriet selvfølgelig være indflytningsklar, og et vigtigt skridt i den retning var rejsegildet på byggepladsen i går.

”Rejsegildet viser, at Carlsberg Byen udvikler sig med hastige skridt mod den færdige bydel. Allerede i 2016 flytter vores første beboere ind i bydelen. Det er en milepæl, som vi ser frem til med stor forventning. Desuden glæder vi os over, at det snart 100 meter høje Bohrs Tårn vokser for hver dag, der går. I 2017 vil de første flytte ind i Københavns højest beliggende lejligheder med udsigt over alle Københavns tårne.” siger Jens Nyhus adm. direktør i Carlsberg Byen P/S og fortsætter:

”Vi er generelt set utrolig stolte over netop det her byggeri. Vores entreprenør NCC har løst den store opgave uden forsinkelser, og vi i Carlsberg Byen P/S er yderst tilfredse med både kvaliteten og indsatsen.”

Nye beboere

Carlsberg Byen begyndte byggeriet af de ca. 80.000 etagemeter i 2012 som det første afgrænsede byggeafsnit i Carlsberg Byen. Siden da har byggeriet, der også er det største byggeprojekt i Carlsberg Byen, holdt tidsplanen og står altså klar til at invitere de første beboere ind i bydelen som planlagt i 2016.

En af de første indflyttere i Carlsberg Byen er UCC, der med Campus Carlsberg får et Europas største uddannelses- og forskningsmiljøer indenfor det pædagogiske felt. Ca. 10.000 studerende og 1.000 ansatte kommer til at have deres dagligdag i Carlsberg Byen. 

Arkitekterne bag byggerierne er et team bestående Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Christensen & Co Arkitekter A/S, COBE arkitekter, NORD Arkitekter ApS og Effekt I/S, der i 2011 vandt konkurrencen om projektet.