Nyheder

NCC er en af de førende bygge- og ejendomsudviklingsvirksomheder i Nordeuropa med en omsætning på 49,8 mia. danske kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. Vi udvikler og bygger boliger, erhvervsejendomme, industribygninger og offentlige bygninger, veje og anlæg samt anden infrastruktur.


En Sir, en kommissær, en ambassadør og en dome

I dag besøger både Sir David King, Connie Hedegaard og den britiske ambassadør i Danmark Vivien Life Dome of Visions. NCC Constructions’ strategidirektør Martin Manthorpe gør dem selskab.

Et kort uformelt møde mellem Vivien Life, Sir David King og forhenværende klima-kommissær Connie Hedegaard finder i dag sted i Dome of Visions. Mødet er placeret i domen for at sætte alternative rammer for en uformel snak om den internationale klimadagsorden. En snak, der vil byde på et oplæg fra NCC.

Rundrejse i Skandinavien sætter domen på dagsordenen
Sir David King er udnævnt som særlig klimarepræsentant for det britiske udenrigsministerium. Her arbejder han for at udvikle en sammenhængende indsats mod klimaforandringer ved at sikre et tæt og effektivt samarbejde med andre nationer. I forbindelse med dette arbejde har han de sidste par dage været på besøg i alle de skandinaviske hovedstader. I København har han en række møder aftalt med relevante politikere, embedsmænd m.fl.

Mødet i Dome of Visions er kommet i stand i forbindelse med denne rundtur og er ganske uformelt. Mødet er især mellem Connie Hedegaard og Sir David King, der kender hinanden fra deres internationale klimaarbejde og vil således tale om den internationale klimadagsorden, når de mødes i Dome of Visions. Martin Manthorpe, strategidirektør i NCC Construction, er inviteret til at fortælle om Dome of Visions og tankerne bag.

Mange prominente gæster
Det er ikke første gang, at Connie Hedegaard besøger Dome of Visions og mange andre prominente gæster lægger ofte vejen forbi. Bl.a. gæstede den verdensberømte økonom, bestsellerforfatter og socialaktivist Jeremy Rifkin for nylig Dome of Visions til et uformelt frokostbesøg og store samtaleemner. Læs mere om besøget her.

I kan læse om Sir David King her.