Nyheder

NCC er en af de førende bygge- og ejendomsudviklingsvirksomheder i Nordeuropa med en omsætning på 49,8 mia. danske kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. Vi udvikler og bygger boliger, erhvervsejendomme, industribygninger og offentlige bygninger, veje og anlæg samt anden infrastruktur.


Præcisionsfræsning på Storbæltsbroen

Når trafikale knudepunkter skal renoveres, er det ofte med store udfordringer til følge. Præcision og god planlægning har været opskriften på den ”glidende trafik” under fornyelsen af asfaltbelægningen på Storebæltsbroen.

Da Storebæltsbroen skulle have ny asfaltbelægning på det tungespor på højbroen hen over sommeren, havde NCC fået til opgave at fjerne den nuværende asfaltbelægning. Den faglige udfordring fra A/S Storebælt bestod i at fræse præcis 14 mm belægning af med et tolerancekrav på kun +/- 1 mm. For at opnå denne præcision udviklede NCC’s fræserafdeling udstyr som kunne føle over hele vejbanens bredde. Dette er vigtigt for både at sikre, at der ikke fræses for meget asfalt af, da asfaltlaget ikke er samme lagtykkelse som på f.eks. motorveje, og at vejbanen efterfølgende skulle passe præcist med de øvrige vejbaner og med de rette hældninger.

Fræsning og udlægning af den fulde vejbane gav samtidig en udfordring for trafikken, da det var nødvendigt at lukke for begge kørebaner i den ene side i de aftalte etaper. Bilisterne skulle derfor dele vejbane i begge kørselsretninger. Det optimale er at kunne lave en omkørsel, når vejen reduceres så meget, men det kan man naturligvis ikke på Storebælt. I første omgang blev opgaven lagt i de perioder på dagen (dagtimer), hvor man fra Storebælts side ved, at der er mindst trafik. Alligevel resulterede dette i kilometerlange køer, hvorfor næste del af fræsningen blev udført om natten – til stor glæde for både bygherren, entreprenøren og bilisterne.



Ved starten af hver fræse-etape startede fræserholdet med at fjerne striberne både mellem vognbanerne og kantlinjen med en 0,35 meter fræser. Denne demarkering af vejen var et vigtigt forarbejde for at sikre at belægningen var så ensartet i højden, inden fræsningen af de 14 mm. begyndte. Med specialudstyr tog NCC-holdet udfordringen op og gik derefter i gang med at fræse de 14 mm. nøjagtigt af i hele vejbanens bredde på 3,5 meter. Opgaven blev løst med stor omhyggelighed hele vejen igennem.