Topplacering: NCC er den mest attraktive entreprenør blandt ingeniører

Blandt ingeniørstuderende og færdiguddannede ingeniører er NCC nu den mest attraktive entreprenørvirksomhed at arbejde for i Danmark. Det fremgår af magasinet Ingeniørens profilanalyse 2016.

For 10 år siden var der ikke ros til byggebranchen fra de ingeniørstuderende. De mente, at branchen var 'støvet og bestyret af gamle mænd, som ikke kunne finde ud af at samarbejde'. Heldigvis er der sket meget siden.

I dag står Morten Alsdorf, som var blandt de kritiske ingeniørstuderende, i spidsen for digitaliseringsindsatsen hos NCC. Dermed er han selv med til at forandre branchen og bane vejen for fremtidens byggeri og han mener, at det er berigende for en ingeniør at få lov til at arbejde med digitaliseret byggeri.

I en udtalelse til Ingeniøren, uddyber han: "Hos rådgiverne kan man bruge digitale værktøjer i designfasen, men hos entreprenørerne giver det mening hele vejen igennem fra projektering til planlægning, procesoptimering, samarbejde og monitorering. Det giver et meget bedre produktionsgrundlag, færre fejl og forsinkelser, og det er hos entreprenørerne, at den store gevinst ligger. Det har man set i branchen, og man er villig til at kaste penge i at opnå den."

Ifølge nyhedsmagasinet Ingeniøren er det primært satsningen på digitalisering, der har gjort det mere attraktivt for ingeniører at arbejde i entreprenørbranchen. Herudover er det også udsigten til spændende projekter, der trækker.

HR-udviklingsdirektør Louise Sjøntoft er også meget tilfreds med førstepladsen: "Vi har truffet et aktivt valg om at synliggøre vores mange fokusområder, heriblandt vores digitaliseringsindsats og fortælle, hvilke muligheder, der er hos NCC. Det er netop vigtigt over for ingeniørerne at synliggøre, at entreprenørbranchen har attraktive arbejdspladser og er med til at drive bl.a. den digitale dagsorden i byggeriet. Vi har brug for dygtige ingeniører, og nu kan vi se, at indsatsen bærer frugt."

Fakta om Ingeniørens analyse:

  • Analysen måler og rangerer de 111 største danske ingeniørarbejdspladser, og NCC ligger bedst blandt entreprenørerne med en samlet 36. plads – 4 pladser bedre en sidste år.
  • Det er en fortsættelse sidste års fremgang, hvor NCC gik hele 10 pladser frem fra en 50. til 40. plads.
  • Der ses også en fremgang i populariteten blandt de øvrige entreprenører. Nærmest NCC er Aarsleff på en 39. plads og MT Højgaard på en 48. plads.
  • I alt 5.843 personer har svaret på undersøgelsen. Heraf er 1.703 ingeniørstuderende og 4.140 er færdiguddannede ingeniører.