50 år på samme arbejdsplads

Maskinarbejder Finn Aref Hansen, Egevænget 45, Askov, 6600 Vejen kan den 17. marts fejre sit 50 års jubilæum hos NCC Roads A/S, Vejen.

Finn er i sin tid uddannet smed hos Vejen Maskinfabrik. Efter han havde aftjent sin værnepligt ved søværnet på Holmen og Langelandsfortet, begyndte Finn Aref Hansen i 1965 i det daværende Phønix Tagpap og Vejmaterialer, nu NCC Roads A/S, som smed i virksomhedens maskintekniske værksted på Fuglesangsallé 14 i Vejen.

Finn har i det meste af sin ansættelsesperiode arbejdet som maskinarbejder, og har med stor ildhu og præcision løst mange krævende opgaver gennem årerne. Finn har en fantastisk evne til at se det færdige emne for sig, og kommer derfor gerne med gode og ”smarte” løsninger til en given opgave, selvom der allerede foreligger færdigt tegningsmateriale på opgaven.

Finn er en meget dygtig håndværker, loyal og arbejdsom medarbejder, som altid har løst opgaverne til alles fulde tilfredshed. Finn er ikke bleg for at give udtryk for sine meninger, ligesom han også meget gerne deler ud af sin store viden til kollegerne. Finn har de sidste mange år stået for al maskinbearbejdning hos NCC Roads A/S.

I forbindelse med det flotte jubilæum, som ikke mange opnår på det danske arbejdsmarked, vil Finn modtage Den Kongelige Belønningsmedalje.

Umiddelbart efter jubilæet har Finn valgt at trække sig tilbage for at gå på folkepension, og for at få mere tid sammen med familien.

Firmaet markerer jubilæet med en indbudt reception fredag den 20. marts 2015.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Michael Pedersen, maskinteknisk chef, NCC Roads A/S, telefon 7996 2323

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 45,5 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2014. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2014 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,2 mia. DKK og cirka 2.100 ansatte.