NCC skal bygge ny spændende multi-skole i Brande

Ikast-Brande Kommune sætter gang i det hidtil største byggeri i kommunens historie og har valgt NCC som totalentreprenør på opgaven til 158,5 mio. kr.

Den nye skole i Brande bliver anderledes end de fleste, for udover at være et læringssted vil den blive hele byens hus og rumme faciliteter som bibliotek, borgerservice, lokalhistorisk arkiv, dagpleje og tandpleje samt musik- og ungdomsskole. Byggeriet får en unik placering midt i byens grønne kile og ideen er at skabe et mangfoldigt og levende samlingspunkt for hele byen – på tværs af alder, køn og behov.

”Vi har stor erfaring i at bygge skoler i NCC, men denne skole er noget ud over det sædvanlige. Det er et meget ambitiøst og visionært projekt, som vi glæder os til at skulle i gang med,” siger direktør Mogens Nielsen, NCC Building Vest.

Skolen kan rumme 650 elever fordelt på indskoling, mellemtrin og udskoling. De får klasselokaler og læringsrum, der tager individuelle hensyn f.eks. til kreativ leg, fordybelse eller børn med særlige behov. De mange forskelligartede rum vil få et samlet areal på 10.300 kvadratmeter.

Øvrige partnere på projektet er GPP Arkitekter med SMAK architects som underrådgiver om læringsmiljøer, Sloth Møller Rådgivende Ingeniører og byMunch by- og landskabsdesign. NCC er sammen med rådgiverteamet udpeget som vinder af projektet i konkurrence med fire andre bydere.

FN’s 17 verdensmål er i spil

Projektet forholder sig FN’s 17 verdensmål om en bæredygtig udvikling og leverer på de fleste. Det gælder blandt andet sundhed og trivsel, bæredygtig energi og kvalitetsuddannelser. Byggeriet er beklædt med tegl i stueplan og træ på 1. og 2. etage, hvilket begrænser CO2 aftrykket, det får grønne tage og taghaver med mulighed for opsamling af regnvand. Sundt indeklima bliver skabt med lyse lokaler med luft og god akustik, mens energiforbruget bliver dækket af fjernvarme og solceller.

”Den egentlige rigdom og ressource i skoler er det liv som børnene tilfører. Derfor er ambitionen med den nye skole i Brande at skabe fremtidens læringsunivers, hvor børns udvikling og trivsel er i centrum, så liv og læring kan blomstre i skolens læringslandskab,” siger partner Niels Haugaard, GPP Arkitekter.

Medstifter og partner Søren Bolding Christiansen, SMAK architects, siger:

”I den nye skole i Brande er læring i fokus, og med rammerne til at understøtte elevers forskellighed skaber vi mulighederne for at tilrettelægge projektorienteret undervisningsforløb. Vi glæder os i teamet til sammen med brugerne at videreudvikle fremtidens lærings- og kulturhus.”

Byggeriet bliver opført i tre forskudte etager og med indgange fra alle sider. Det legende, inviterende udtryk vil gøre, at bygningen bliver integreret i de grønne omgivelser og den vil med sin åbne struktur byde byens borgere indenfor, hele dagen og hele året rundt.

En skole andre kan lære af

”Vores vision har været at udnytte muligheden for at placere skolen centralt i byens park til at gøre den til mere end en skole. Med integrerede kulturfunktioner og offentlige tilgængelige funktioner, og desuden mulig sameksistens med en idrætshal, Brandehallen, skaber vi noget helt unikt,” siger borgmester Ib Lauritsen.

Han forventer desuden, at det bliver et projekt, som andre kommuner kan lære af, og som kan blive et referenceprojekt, når andre skal udvikle og drøfte fremtidens skolebyggeri med samfundsrelevante og bymæssige kvaliteter.

Der forventes indgåelse af kontrakt primo maj og selve byggeriet går i gang i januar 2020, hvorefter det vil blive afleveret i sommeren 2021.

For yderligere information kontakt venligst:

Kommunikationschef Ghita Borring, NCC Danmark, 93 88 18 19 ghilau@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere de bedste bæredygtige løsninger. NCC er en af de førende virksomheder i Norden inden for byggeri, infrastruktur og ejendomsudvikling med en omsætning på rundt regnet 41 mia. kr. og 16.500 ansatte i 2018. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.