NCC vil producere kvalitetsasfalt af restbeton

NCC gentænker nu sin produktion, så overskydende beton fra NCC’s byggepladser anvendes i produktionen af asfalt. Formålet er at redu-cere mængden af affald fra bygge- og anlægsprojekter.

Hos NCC står bæredygtighed og cirkulær økonomi øverst på dagsordenen. Derfor optimerer NCC nu processerne for håndtering af overskydende beton fra virksomhedens byggepladser med det formål at nedbringe omkostningerne og udnytte potentialerne i affaldet. Fremadrettet vil NCC derfor anvende restbeton fra deres bygge- og anlægsprojekter i egen produktion af asfalt.

”En stor del af vores affald fra byggepladser består af restbeton, som er ressourcekrævende og dyrt at komme af med. Det var derfor oplagt at tænke i smartere løsninger, hvor vi kan opnå en både miljømæssig og økonomisk gevinst”, siger Tim Nederveen, Category Manager i NCC’s indkøbsafdeling.

Det var med afsæt i strategien om at forny branchen og levere bæredygtige løsninger, at NCC fik en aftale i hus med DK Beton, som er primær betonleverandør til virksomhedens byggeprojekter. Aftalen består i, at DK Beton fremover afleverer den overskydende beton fra flere af NCC’s byggepladser direkte til NCC’s asfaltfabrik i Ejby.

”Vi har haft et tæt samarbejde med DK Beton i forbindelse med det nye initiativ. De er gået aktivt og helhjertet ind i projektet, fordi de ligesom os ønsker at understøtte tiltag med et bæredygtigt formål.  Vi håber derfor at udvide samarbejdet med flere lignende aftaler rundt i landet”, siger Tim Nederveen.

Ren beton i asfalten giver slidstærke veje
Hos NCC’s asfaltdivision hilser man initiativet velkommen. Ren beton er nemlig en yderst anvendelig ingrediens til at producere asfalt af høj kvalitet.  

”Beton i asfalten er noget vi med stor succes har brugt gennem efterhånden en del år. Det er vigtigt, at betonen er ren og fri for skadelige stoffer som PCB, som kan findes i beton ved nedbrydning. Derfor er det super godt med ny restbeton som vi kender oprindelsen på”, siger Kurt B. Hansen, produktionschef i NCC Industry, Asfalt.

Betonen nedknuses i passende faktioner og bruges i bærelag til asfaltbelægninger. Ifølge Kurt B. Hansen bliver det færdige asfaltprodukt bedre, når tilslagsmaterialer som sten og skærver erstattes med ny beton. De anvendte skærver, som bruges i betonindustrien er nemlig grundlæggende i en bedre kvalitet end den, der stilles for skærver til bærelag i asfaltindustrien.

”Vi får et bedre og mere slidstærkt produkt til de danske veje ved at anvende ny beton i vores produktion af asfalt. Vi er derfor meget glade for at overtage den nye restbeton”, siger Kurt B. Hansen.

Ifølge Tim Nederveen ligger de gyldne muligheder dog først og fremmest i at forebygge mængden af affald fra byggepladser gennem rettidig planlægning og mere præcise indkøb. 

”At vi nu udnytter mulighederne for at optimere vores affald er helt fantastisk og i direkte tråd med vores strategi. Men det er selvfølgelig klart, at første prioritet er at optimere vores bestillingsprocedurer, så vi helt undgår affaldsmængderne”, siger Tim Nederveen.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Tim Nederveen, Category Manager i NCC’s indkøbsafdeling, telefon +45 27 88 20 01
Kurt B. Hansen, Produktionschef i NCC Industry, Asfalt, telefon +45 40 64 50 24
Pernille Kjøller, Kommunikationspartner, NCC Danmark, telefon +45 41 37 85 62 

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.