Jakobsen & Blindkilde skal skabe nye rum til læring og idræt på Dalby Skole

Kolding Kommune har valgt NCC-ejede Jakobsen & Blindkilde til totalentreprenør på opgaven til 51 mio. kr.

Elever og lærere har noget at glæde sig til, når udbygningen af Dalby Skole syd for Kolding bliver en realitet næste år. Den eksisterende skole bliver udvidet med en ny bygning for indskolingen, en udbygning til mellemtrin og udskoling og endelig en tilbygning til Dalby GF’s klubhus.

Helhedsløsningen i det vindende projekt sikrer, at de eksisterende bygninger kommer til at hænge naturligt sammen med de nye og at alle projektets kvadratmeter bliver udnyttet bedst muligt. Desuden afspejler det Koldings Kommunes fokus på natur og friluftsliv. Løsningen, der er udviklet sammen med Nova5 Arkitekter og OBH Rådg. Ingeniører, skaber nye spændende rammer for trivsel i en opdateret version af skolen: Dalby Skole 2.0.

”Vi har stor erfaring i denne typer opgaver, hvor vi udvikler og bygger uddannelses- og velfærdsinstitutioner til det offentlige. Så vi er stolte over at have vundet netop på vores ekspertise i at udforme attraktive projekter indenfor en given økonomisk ramme,” siger adm. direktør Esben Pedersen, Jakobsen & Blindkilde – en del af NCC.

Firmaet har tidligere bygget Aarhus Tech, Aarhus Business College og Herningsholm Erhvervsskole. Desuden har Jakobsen & Blindkilde års erfaring i at bygge plejehjem og står f.eks. også bag Lanternen, et stort idræts-, kultur- og sundhedscenter i Løgstør.

Urbane rum med aktivitet og natur

På Dalby Skole er grundtanken at koble fortid og nutid i bygningerne, så udtrykket i det færdige projekt er både harmonisk og nytænkende. For eksempel bruges samme klassiske, gule teglsten og mursten flere steder, mens forskellige arkitektonisk greb som at trække ovenlys ind skaber nye oplevelser af rummene.

Udendørs er såkaldte urbane rum tænkt sammen med aktivitetszoner og naturprægede områder. Trafik fra biler bliver adskilt fra cyklende og gående og en utraditionel skolegård, der spænder over hele skolens område, binder det hele samen.

”Det er første gang, at vi bygger for Kolding Kommune, der jo er et område i vækst. Så vi glæder os til samarbejdet og håber at det kan føre til, at vi kan udbygge denne relation fremover,” siger Esben Pedersen.

De sidste tilladelser til udbygningen skal nu indhentes og opgaven projekteres. Herefter vil det praktiske arbejde på Dalby Skole gå i gang ved årsskiftet. Da skolen er i drift, mens arbejdet pågår, vil Jakobsen & Blindkilde gøre en særlig indsats for at genere elever og lærere mindst muligt. Ombygningen forventes af være færdig ultimo 2019.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Esben Pedersen, adm. direktør, Jakobsen & Blindkilde, telefon 4064 7497

Ghita Borring, kommunikationschef, NCC Building Danmark, telefon 9388 1819

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.