NCC har indgået kontrakt på lukningsentreprisen på Nyt Hospital Nordsjælland

NCC og Region Hovedstaden har indgået kontrakt på lukningsentreprisen, der bringer Nyt Hospital Nordsjælland ind i den næste fase. Den samlede tillægskontrakt er på 475 mio. kr.

Efter snart to års intensivt jord- og betonarbejde på byggepladsen på Overdrevsvej i Hillerød er byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland ved at tage hul på næste fase, hvor facadelukning, tagdækning og membranarbejder i den kommende tid vil indtage byggepladsen. I henhold til planen og i naturlig forlængelse af det gode samarbejde, NCC har med Region Hovedstaden, har parterne indgået en ubetinget aftale om det videre byggeri.

”Aftalen er et resultat af det gode samarbejde, vi har med kunden, og vi er nu klar til at tage fat på næste fase af Danmarks smukkeste hospital. Vi kan fra marts måned næste år se frem til, at bygningerne bliver lukket såvel vertikalt som horisontalt,” siger sektionsdirektør Lars Scheibel fra NCC.

Den næste fase i arbejdet omhandler facaderne, udvendig beklædning, balkoner til sengestuerne og tagdækningen. Formålet med balkonerne er, at patienterne får direkte adgang til frisk luft og udsigt til naturskønne omgivelser fra sengestuerne.

Entreprisen er delt op i flere forskellige facadetyper, membranarbejder i gårdhaverne og tagdækning i form af stålstage og tagmembraner.

”Vi er hos bygherre glade for, at næste del af byggeriet for alvor kan komme i gang, og at dette sker i et godt og tæt samarbejde mellem NCC og os,” siger projektchef Sune From fra Nyt Hospital Nordsjælland.

Lukningsentreprisen på Nyt Hospital Nordsjælland løber frem til medio 2024 og kræver en tæt koordinering med færdiggørelsen af beton- og stålkonstruktionerne samt sideløbende opstart af terrænarbejder rundt om hospitalet og i de indvendige gårdhaver.

Byggeriet består samlet af tre faser, og NCC har nu kontrakt på den anden fase.

Den samlede ordre på NCC´s lukningsentreprise er på 475 mio.kr. Den bogføres i fjerde kvartal 2021 under forretningsområde Building Nordics. 

Opførelsen af hospitalet bliver det største enkeltstående byggeprojekt i Nordsjælland nogensinde. Den lave bygning på fire etager er formet som en firkløver og strækker sig over 122.000 kvadratmeter. Korte gåafstande for patienter og personalet er kombineret med udsigt til haver og natur, fordi der er evidens for, at det gavner patienternes bedring.

Ambitionen er at skabe et referenceværk for fremtidens hospitaler ved at bryde med det kolde, institutionelle udseende, som hospitaler kan være kendt for. Derfor har Nyt Hospital Nordsjælland arbejdet målrettet med at planlægge et hospital, der er noget ud over det sædvanlige.

For yderligere information kontakt venligst: 

Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.