NCC skal bygge nyt wellnesshotel på Aarhus Ø

NCC har indgået kontrakt om at bygge et BIG designet Scandic-hotel på Aarhus Ø til ca. 1,3 mia. danske kr. Totalentreprisekontrakten er indgået med Bassin 7 Erhverv ApS, som er ejet af Anders Holch Povlsen, Rune Kilden & Stine Hindby

Aarhus Ø får nu et nyt wellness-hotel i første række til vandet ved byens nye succesfulde bylivsområde Bassin 7. Hotellet får 342 værelser og cirka 16.000 m2 kontor, og bliver på i alt 37.000 kvadratmeter plus 8.600 kvadratmeter parkeringskælder i 2 etager. Hotellet er tegnet af tegnestuen BIG. Operatør på hotellet bliver Scandic, som for første gang i Danmark skal operere hotellet som et ”Signaturhotel”, der karakteriseres af et unikt design og identitet, en forbedret hoteloplevelse, samt et individuelt hotelnavn. Signaturhotellet er ligeledes skabt til at være et naturligt mødested for gæster såvel som lokalmiljøet.

Hotellet vil indeholde skybar på 18. etage, restauranter, butikker, taghave og Aarhus’ første storskala wellness på cirka 2.000 m2. En særlig udfordring i udviklingen af projektet har været, at bygherre og hoteloperatør har ønsket at give gæsterne en ekstraordinær oplevelse og har placeret wellnessområdet på 15., 16. og 17. etage med udsigt over både byen og Aarhusbugten. BIG har i tillæg til dette formet bygningen med en stor udvendig trappe, som inviterer alle aarhusianerne og gæster på Aarhus Ø til at gå udvendigt på bygningen helt til top. Et godt teamarbejde har sikret, at hotellet nu kan realiseres. Foruden servicering af hotellets-, wellness- og konferencegæster, skal hoteloperatøren også betjene husets kontorlejere og drive konferencecenter. 

”Det er en god dag, og jeg er stolt af, at vi har fået denne ordre. Bygherre og arkitekt er kommet med et virkeligt spændende og helt ekstraordinært hotelprojekt. Det er stort og krævende, og det er netop noget af vores styrke, at vi har kompetencerne og størrelsen til at håndtere sådan et projekt. Vi har været involveret allerede i de tidlige faser, og det lover godt. Nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet,” siger Mogens Nielsen, direktør i NCC Building Vest.

”Det er ikke mange gange i ens karriere, at man får lov til at være med til at realisere et hotel, der er ekstraordinært på så mange måder. Aarhus får nu et helt særligt hotel med liv og stemning både inde i bygningen og uden på den. Jeg er glad for, at vi, bygherre, rådgiverteamet, NCC og Aarhus Kommune er kommet i hus med projektet, og vi ser fra Scandics side frem til at byde hele byen ind til ekstraordinære oplevelser i 2026,” siger Søren Faerber, direktør for Scandic i Danmark.

Udover Tegnestuen BIG, der står for det overordnede projekt og landsskabsarkitekturen, har projektet Rambøll som rådgivende ingeniører, MOE som brandingeniører og arkitektfirmaet Stylt står for indretningen af hoteletagerne, wellnessområdet og restauranter.

Ordren er på ca. 1,3 mia. DKK og bogføres under NCC Building Nordics i første kvartal 2023. Arbejdet begynder i april 2023 og forventes afsluttet i september 2026.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.