NCC skal nu renovere hele Tibberupparken

Entreprenøren NCC har nu indgået en aftale med Boligselskabet Nordkysten om også at stå for den sidste del af energirenoveringen af Tibberupparken i Espergærde for i alt godt 203 mio. kr.

NCC Construction og Boligselskabet Nordkysten har nu indgået en aftale om den sidste del af en stor renoveringssag af Tibberupparken, hvor 264 lejemål skal energirenoveres. NCC og Boligselskabet Nordkysten underskrev tilbage i november måned 2014 en aftale om den første etape af renoveringen. De to parter har nu indgået en aftale om, at NCC også udfører de sidste etaper af renoveringen.

Dermed står NCC for hele energirenoveringen af Tibberupparken, hvilket bringer sagen op på i alt 241 mio. kr.

”En renovering som denne vil i sidste ende gøre lejlighederne i Tibberupparken mere moderne og sunde med et lavere energiforbrug. Beboerne vil få et bedre indeklima og mere indbydende lejligheder. Så vi ser frem til at tage del i renoveringen fra start til slut og give hele Tibberupparken et kvalitetsløft,” fortæller Niels Engberg, projektdirektør i NCC Construction.

Mere dagslys og øget livskvalitet
Bebyggelsen i Tibberupparken består af ni blokke med 264 lejemål, der alle skal renoveres. Blokkene skal bl.a. have nye tage, vinduer og facade samt udvidet altaner. Det er ændringer, der både skal mindske energiregningen og give beboerne øget livskvalitet, bl.a. ved at der kommer mere dagslys ind i boligerne.

Der udføres også elevatorer i otte opgange for at øge tilgængeligheden. To blokke får en ekstra etage med tagboliger, og alle stuelejligheder får adgang til små private haver. Udearealerne opgraderes med nye stier og ny belysning.

Renoveringen er godt i gang
Første spadestik blev taget d. 20. november 2014, og renoveringen er dermed allerede godt i gang. Projektet forventes afsluttet i starten af 2017.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikationspartner Louise Falborg, NCC Construction Danmark A/S, telefon 41 70 41 44

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 45,5 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2014. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2014 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,2 mia. DKK og cirka 2.100 ansatte.