Ambitiøst projekt skal gøre Trigeparken til attraktivt boligområde

Et team med NCC som totalentreprenør har vundet konkurrencen om at renovere Bolig-foreningen Ringgårdens bebyggelse på Trige Parkvej for 123 mio. ekskl. moms. Vinder-forslaget blev valgt, fordi det ikke bare giver den nedslidte bebyggelse en lettere opdate-ring, men et helt nyt arkitektonisk udtryk.

I Trigeparken nord for Aarhus ligger Trige Parkvej-bebyggelsen med 190 boliger, bygget over den skabelon fra 1963, man kaldte ”Sydjyllandsplanen”, og som i meget stort antal blev opført af bolig-foreninger over hele landet. Trige Parkvej blev opført i 1980-81 og er i dag nedslidt på alle dimen-sioner. Renoveringen skal både arkitektonisk, komfortmæssigt og energimæssigt give bebyggelsen et kæmpeløft.

”Det har været vigtigt for os, at entreprenør og arkitekt forstod, at vi ikke er interesseret i en mindre opdatering eller brug af gammelkendte designværktøjer, men tværtimod i et helt nyt udtryk, hvor der er fokus på arkitektur og bæredygtighed”, fortæller direktør i Ringgården Palle Jørgensen. ”Det har været vigtigt for os, at turde udfordre standarderne for en renovering som denne. Det føler vi, at vi gør med vinderprojektet og teamet bag,” udtaler Palle Jørgensen. Udover NCC består teamet af Rubow arkitekter og ingeniørfirmaet KAAI.

Den kommende renovering indebærer, at der fjernes opgange med boliger i tre af afdelingens seks blokke. Bebyggelsen får således en helt ny arkitektonisk profil med et mix af blokke og punkthuse. Det nye arkitektoniske design understøttes af nye energieffektive facader beklædt med profilerede aluplader og af nye store gulv-til-loft vinduer og åbne altaner, der sikrer masser af dagslys i boligen og god kontakt mellem ude og inde.

”Vi er selvfølgelig utroligt stolte over, at vi skal renovere Trigeparken. Gennem tidlig involvering og godt samarbejde har det været muligt for os i NCC, at leve op til vores ambitioner om bæredygtighed, moderne løsninger og kvalitet”, siger Torben Justsen, som er afdelingschef i NCC.

Om cirka to år, når renoveringen er færdig, består bebyggelsen på Trige Parkvej af 153 boliger. Alle bor i moderne og energieffektive boliger med nye installationer, nye køkkener og bad. Desuden er der nye lejlighedsplaner og -typer, og der installeres elevatorer, så en del boliger bliver tilgængelige.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Torben Justsen, afdelingschef i NCC, Building, Renovering Vest, telefon  +45 41 70 46 91
Trine Leth, Kommunikationschef, NCC Danmark, telefon  +45 23 23 19 65

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,6 mia. kr. og 16.500 medarbejdere i 2016. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.