Globalt partnerskab med UNICEF

NCC støtter UNICEF's vandforsynings- og sanitetsindsatser i Kina og Østtimor. Partnerskabet har blandt andet som mål at bidrage til at implementere et børnerettighedsperspektiv i forbindelse med byudvikling.

FN’s nye mål for bæredygtig udvikling kræver samarbejde mellem alle interessenter i samfundet, og den private sektor har en afgørende betydning for, at målene kan nås i 2030. Samarbejdet mellem UNICEF og NCC er inspireret af denne indsats og sigter mod at bidrage til de mål, der handler om vandforsyning, som er en vigtig forudsætning for bæredygtige byer.

Begrænset adgang til rent vand fører til vandbårne sygdomme, der kan være livstruende for børn. Et af UNICEF’s prioriterede indsatsområder er at sikre rent vand og fungerende sanitet. Takket være UNICEF’s indsatser var der i 2015 næsten 14 millioner børn og deres familier, der fik rent vand, mens 11 millioner blev forsynet med basale toiletfaciliteter.

“NCC ønsker at forbedre børneoverlevelsen og børnesundheden ved at støtte UNICEF’s arbejde for at sikre bedre vandforsyning og sanitetsforhold. Hos NCC er vi meget afhængige af vand, både i Norden og indirekte via vores indkøb af produkter i andre dele af verden, især i Sydøstasien, og vi ønsker at sætte øget fokus på vores forbrug af vand”

- Christina Lindbäck, seniorvicedirektør for bæredygtighed hos NCC

De midler, som NCC bidrager med, skal gå til at forsyne børn i Kina og Østtimor med rent vand, bedre sanitetsforhold og viden om hygiejne. Derudover er man nødt til at tage hensyn til børns rettigheder, når der planlægges og udvikles bæredygtige byer. NCC og UNICEF vil derfor også udforske innovative metoder til at skabe inkluderende og bæredygtige byer. Mange af de projekter, som NCC involverer sig i – herunder opførelse af skoler, børnehaver og idrætshaller – har en direkte indvirkning på børns tilværelse.

“Som en af de største aktører inden for byudvikling har NCC en større indvirkning på børns liv, end man umiddelbart skulle tro. Vi kan gøre meget for at fremme børns rettigheder, når vi løfter i flok”

- Véronique Lönnerblad, Executive Director hos UNICEF Sverige