Vejpolitisk topmøde på Christiansborg

Onsdag den 26. oktober samledes vejbranchen i Venstres gruppeværelse på Christiansborg til den årlige debat omkring investeringer i infrastruktur. Transportordførere fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Radikale og Socialdemokraterne udgjorde panelet. Der sammen med en lang række deltagere fra Vejbranchen.

Debatten tog udgangspunkt i regeringens 2025 plan, hvor der afsættes 27 mia. kr. til vejene frem mod 2025.

Kristian Pihl Lorentzen (V) indledte debatten med at udtale ”nu er det vejenes tur”, og med det mente han, at den eksisterende togfond på oprindelig kr. 28 mia., der nu er reduceret til 13 mia. kr., skal fortsætte uændret. Det er den siddendes regerings oplæg til en 2025 trafikplan, at de 27 mia. er ”nye” penge og ikke taget fra tidligere projekter.

Både Rasmus Prehns (S) og Villum Christiansen (LA) ser meget gerne at de 27 mia. bliver til en bred, klar og konkret plan. Kristian Pihl Lorentzen (V) var da også interesseret i at geare de 27 mia. kr. noget mere og nævnte i den forbindelse, at Transportministeren har kastet bolden op til OPP-projekter, hvor bl.a. en ny østlig ringvej er et oplagt sted at starte, men også at der kigges på trængselsproblemerne rundt om i DK, og ikke mindst den videre udbygning af motorvejsnettet.


Panelet med Villum Christensen (LA) fra venstre.
Foto: dansk vejforening

Den kommunale vejvedligeholdelses blev også drøftet. De kommunale veje udgør langt den største del af vores vejnet med mere end 75.000 km veje. At disse veje har et efterslæb og en nedslidning af vejkapitalen er et velkendt problem.. En rapport fra SAMKOM afslørede tidligere i år et vedligeholdelsesefterslæb på de kommunale veje på 4,9 mia. kr. Hertil var der flere af trafikordførerne, der tydligt gav udtryk for, at de ikke havde tillid til rapporten. Villum Christiansen (LA) sagde direkte, at han ikke troede på disse rapporter, og at de blot var bestilt for at vise det så dårligt som muligt.  Kim Christiansen (DF) mente, at når kommunerne får bloktilskud bør de også bruge en del af det på vejene, og troede heller ikke på det beregnede underskud. Andreas Steenberg (B) ser meget gerne, at Dansk Vejforening er mere målrettet over for Kommunerne i deres fortsatte bedring af vejvedligeholdelsen, og det sammen med at Rasmus Prehn (S) opfordrer Kommunerne til at tage veje og infrastruktur meget mere seriøst. Kristian Pihl Lorentzen (V) afsluttede: ”Der er et efterslæb – i nogle kommuner mere end i andre. Men det skal frem i lyset”. Desuden savner han også, at kommunerne tager mere ansvar.

leif-esager
Leif Esager

Markedschef, Sektor Asfalt, NCC Industry