800 sikre dage på Danmarks største vandværksbyggeri
På Danmarks største vandværksbyggeri, Værket ved Regnemark, har projektholdet netop rundet en markant milepæl: over 800 dage uden en eneste arbejdsulykke med fravær. Et resultat, der vækker stolthed hos både bygherren HOFOR – Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, NCC og de mange medarbejdere og samarbejdspartnere, der hver dag driver byggeriet fremad.
”Vi er meget stolte af at runde 800 dage uden arbejdsulykker med fravær,” siger Andreas Beuck, senior projektchef i NCC Infrastructure, Anlæg. ”Det er resultatet af et stærkt samarbejde på pladsen.”
Sikkerhed som rygrad i et komplekst byggeri
Med et projektområde på hele 86.000 m² og et stort antal fagligheder samlet ét sted på HOFORs vandværk, har sikkerheden fra starten været et fælles omdrejningspunkt. Den daglige koordinering er en central brik – både på de faste toolbox-møder om morgenen, hvor dagens opgaver og risici gennemgås, og på de ugentlige koordineringsmøder på tværs af faggrupper.
Et af pladsens mest markante tiltag er den 1.600 meter lange røde gangvej, der snor sig gennem området. Den fungerer som en synlig, sikker rute midt i et levende byggeri, der ændrer sig fra dag til dag.
Derudover udarbejdes der løbende metodebeskrivelser og risikovurderinger, som deles med Arbejdsmiljøkoordinator Byggeplads (AMK-B). Det giver et solidt grundlag for både planlægning og udførelse.
”Sikkerhed handler ikke kun om procedurer. Det handler om kultur,” understreger Andreas Beuck. ”En stærk sikkerhedskultur bygges op over tid – gennem handlinger, dialog og rammer, der gør det muligt for alle at arbejde sikkert i praksis.”
Ny platform skal styrke hverdagen – og sammenholdet
For at give alle på projektet et fælles udgangspunkt har NCC lanceret en ny platform, som kan tilgås via en app på telefonen eller på den store skærm i skurbyen og de digitale byggepladstavler. Den er tilgængelig for alle involverede parter – fra bygherren HOFOR til underentreprenørers medarbejdere, rådgivere og øvrige samarbejdspartnere.
Platformen samler centrale informationer om byggesagen: sikkerhedsaktiviteter, byggepladsplaner, affaldshåndtering, sociale arrangementer og generelle nyheder om projektet. Øverst på skærmen kan man desuden følge antallet af dage uden arbejdsulykker.
Formålet er både at sikre, at alle har adgang til den samme viden – uanset om man arbejder i skurbyen, i produktionen eller på kontoret – og samtidig styrke fællesskabet på tværs af faggrupper.
”Sikkerhed er et dagsprojekt – hver dag. Målstregen flytter sig hele tiden,” siger Andreas Beuck. ”Men hvis vi fastholder fokus, dialogen og den gode kultur, tror vi på, at vi kan føre projektet sikkert i mål.”
Storskala projekt
Værket ved Regnemark er en del af HOFORs storskala vandværksprogram, som omfatter moderniseringen af i alt otte regionale vandværker, der skal forsyne hovedstadsområdet med blødgjort drikkevand. Værket ved Regnemark blev opført i 1964 og skal nu udskiftes med et nyt, tidssvarende vandværk med et centralt blødgøringsanlæg og dertil hørende nye driftsbygninger.
Aftalen mellem HOFOR og NCC er en hovedentreprise, der indgår som én ud af tre hovedentrepriser, som skal gennemføres sideløbende. Opgaven omfatter byggeriet af selve vandværket og de mange tilhørende bygge- og anlægsarbejder.
Projektet skrider planmæssigt frem, og fokus er nu rettet mod næste etape: elementmontagen i filtersalen, hvor vandet fremover skal renses og behandles. Samtidig intensiverer NCC den daglige dialog om sikkerhed, og i den kommende periode vil produktionslederne være endnu mere synlige ude på byggepladsen.
