Det rumænske sprog var vejen ind – men gode kompetencer gav fast job

Da Alexandru Busega kom til Danmark fra Rumænien for fem år siden, stod han over for en stor udfordring i forhold til at få hul på en karriere. Han havde en drøm om at bruge sin uddannelse som bygningsingeniør, men det kan være svært at få foden inden for på arbejdsmarkedet, når man ikke er flydende på dansk

I 2019 lykkedes det Alex at få et praktikforløb i NCC’s Civil Engineering division. Det skete som led i et samarbejde med Job Center Gladsaxe.. En af grundene til at han fik chancen var, at NCC netop da havde et projekt, hvor der var rumænere ansat, og de så det som en god mulighed for at forbedre kommunikationen med dem.

”Første gang jeg var i Danmark var for syv år siden, da jeg var på ferie her. Min kæreste studerede på Aalborg Universitet,” fortæller Alex. ”Efter et par besøg besluttede vi at flytte til Danmark for at prøve et nyt liv og opleve ny kultur. Vi blev rigtig glade for vore liv her og begyndte at lære sproget, og vi fik begge arbejde. Work-life-balance er god i Danmark, og virksomheder som NCC investerer meget i udviklingen af sine medarbejdere.”

Nogle gange må man bruge andre styrker end sin uddannelse for at komme i gang, og for Alex var hans modersmål, der blev nøglen til det første job i Danmark. Her var der en leder, der fik øje på hans kvaliteter og tilbød ekstra danskundervisning.

Da Alex begyndte i NCC var han ikke flydende på dansk, men han forstod dansk og arbejdede hårdt på at blive bedre. Da praktikforløbet var forbi, fik Alex tilbud om fast ansættelse.

”Vi ansatte Alex, fordi han er en super dygtig ingeniør, som er meget engageret,” fortæller senior projektchef Christian Foshammer, som i dag er Alex’ chef. ”Han fik måske nok chancen til at begynde med, fordi vi så muligheder i at have en ingeniør, der talte rumænsk, men i dag er han her som ingeniør, der så også kan rumænsk, men det er ikke længere en del af hans job.”

Vigtigt at være en del af fællesskabet

Hvor Alex i begyndelsen blev brugt som tolk og til at skabe bedre kommunikation med de rumænske håndværkere, fungerer Alex i dag som assisterende produktionsleder. Han driver produktionen, taler med håndværkere, arbejdsledere og håndværkere, så indsatsen for at lære dansk er godt givet ud.

Det betyder meget for ham at kunne deltage i smalltalk ude på byggepladsen, når teamet tager en pause fra arbejdet og bare sludrer fem minutter med hinanden. De små indforståede bemærkninger hjælper ham med at være en del af fællesskabet.

”Jeg synes, at man skal være god til dansk for at blive en del af den danske kultur. At forstå interne jokes. At være en del af fællesskabet på arbejdspladsen. Det er alt sammen vigtigt, ” understreger Alex. ”Jeg har lært dansk ved at tale det hver dag på jobbet. Jeg er god til teknisk sprog, men jeg kan godt mangle dansk hverdagssprog.”

Alex er begejstret for fællesskabet i NCC og de gode muligheder for at lære nyt.

”Jeg er henrykt over at have så mange dygtige kolleger i forskellige afdelinger og at have mulighed for at interagere og lære af dem,” siger han. ”Jeg ser frem til at bringe mit bidrag til projekterne, jeg er involveret i. NCC er, hvor jeg ser mig selv vokse professionelt og gør mig så stolt over at være en del af holdet.”