Fra restprodukter til byggematerialer: Nu bygges Det Biologiske Hus

I dag, torsdag den 28. maj, påbegyndes byggeriet af Det Biologiske Hus i Middelfart. Huset skal vise, hvordan man kan bruge biobaserede restprodukter som tang, halm og tomatstængler til at bygge bæredygtige boliger med godt indeklima og sund økonomi.

Som en af partnerne i projektet ønsker NCC at være med helt fremme i udviklingen med at bruge bæredygtige materialer til at bygge med. Deltagelsen i projektet giver derfor NCC mulighed for at lære mere om nye former for materialer og om at bygge bæredygtigt med uudnyttede ressourcer, f.eks. affald. Projektet afspejler ligeledes det nytænkende, kreative og bæredygtige byggeri – noget, som NCC gerne vil støtte op om.

Projektet er et moderne, bæredygtigt huskoncept med en konkret løsning på fremtidens klimatiske og ressourcemæssige udfordringer. Da huset bygges af restprodukter fra landbruget, f.eks. hvede, raps, hamp, tang og majs, er Det Biologiske Hus en realistisk mulighed, for at man i fremtiden kan bygge og bo grønt.

Det Biologiske Hus opføres af arkitektfirmaet EEN TIL EEN på en parcel i det udendørs udstillingsområde i HUSET i Middelfart. Projektet er støttet af Miljøstyrelsen og udviklet i samarbejde med GXN, Deloitte, AB Clausen og Teknologisk Institut og NCC og forventes at stå klar til, at en familie kan flytte ind i foråret 2016.

Fakta om Det Biologiske Hus

  • Første spadestik er torsdag den 28. maj 2015.
  • Det Biologiske Hus forventes at stå færdigt i foråret 2016.
  • Huset bygges af restprodukter fra landbruget, f.eks. hvede, raps, hamp, tang og majs.
  • Huset vil blive opført i et tempo, der giver interesserede mulighed for at følge med i udviklings- og læringsprocessen.
  • Det Biologiske Hus opføres på HUSETs udstillingsområde på Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart.
  • NCC er partner i projektet for at undersøge potentialet ved alternative byggematerialer