NCC-enhed "Renovering & Transformation" når 1 milliard i omsætning
NCC’s enhed for Renovering & Transformation i Østdanmark har arbejdet dedikeret med komplekse renoveringsprojekter i over 30 år. Det er en ambitiøs enhed, der i de senere år har sat kursen mod vækst. I 2025 lykkedes det for første gang enheden at nå 1 milliard i omsætning. I den anledning har vi talt med enhedens direktør, Erik Vibe Pedersen.
Hvordan er det lykkedes at nå den milepæl i Renovering & Transformation Øst?
Ja, det har jo været en ambition igennem nogle år, og det enkle svar er jo, at det er fordi, vi har haft en rigtig stor ordreindgang. Vi har været dygtige til at vælge de rigtige sager, så vi har et godt miks af større og komplekse sager, hvor vi kan bringe vores kompetencer godt i spil. Der er tre ting, der er afgørende for os, når vi vælger at gå ind i et projekt: Samarbejde, planlægning og proces – især når vi har muligheden for at blive involveret tidligt i projektet.
I 2024 fik vi en ordreindgang på over 1,5 milliard, og det har udmøntet sig i de projekter, som har før til en omsætning på en milliard i 2025. Vi har fået opgaver ind i alle vores segmenter, men det er stadigvæk rigtig meget det almene segment, der fylder i vores omsætning i 2025 og generelt i vores ordrebog.
Det er det almene, der historisk set er vores kerneforretning med 50-80% af vores årlige omsætning. Vi har gennem 30 år bygget vores forretning op omkring de kompetencer, renoveringsprojekter kræver – både i forhold til planlægning, projektering og gennemførelse i tæt samarbejde med bygherre, rådgiver og fagentreprenører, for det er det, der skal til for at køre de store renoverings- og transformationsprojekter godt i mål.
Her har vi også en særlig styrke i vores store egenproduktion, for med egne håndværkere har vi en fleksibilitet og tryghed i udførelsen, som har stor betydning for et vellykket projekt, ikke mindst i forhold til beboerne i de områder, hvor vi arbejder. Vi plejer at sige, at håndværkerne er vores ambassadører.
Hvordan er mulighederne for at fortsætte væksten?
Helt generelt er markedet for renovering og transformation er i vækst. Der er nogle samfundsmæssige tendenser eller trends lige nu mod at bevare bygningskultur og renovere, transformere og bevare eksisterende bygninger, frem for at rive ned og bygge nyt. Det ser vi især i det private segment, hvor investorerne, altså typisk pensionskasserne, jo også ønsker en bæredygtig profil i forhold til de investeringer, de vælger. Det er her frontløberne er, når vi taler transformation.
Vi forventer, at der fortsat vil være store, spændende opgaver i det almene, samtidig med at det private segment for alvor begynder at flytte sig nu; vi har samarbejdsaftaler med flere kunder om større renoverings- og transformationsprojekter, og der er konkrete kontrakter på vej.
Vi ansatte sidste år en ny områdedirektør til at fokusere på det offentlige marked, hvor der er et kæmpe efterslæb på renovering både på det statslige område, i regionerne og kommunerne. Her er det ikke mindst Forsvaret og hospitalerne, der har vores opmærksomhed.
Hvordan arbejder I med kunder og projekter i Renovering & Transformation?
Det er rigtig vanskeligt at lave et koncept for et renoveringsprojekt, fordi renoveringsprojekter jo netop er kendetegnet ved at være unikke – og til en vis grad også uforudsigelige. Det særlige vilkår er, at der står en bygning i forvejen, og det er bygningens stand og dens – eventuelt nye – funktion og brugernes behov, der afgør, hvad der skal ske med bygningen.
I Renovering & Transformation har vi på baggrund af årtiers erfaring udviklet et koncept for processen, så vi har samme tilgang fra projekt til projekt, uanset om det gælder kontorer, hoteller og boliger eller sygehuse, plejecentre og rådhuse.
Vi vil meget gerne tidligt ind og bruge vores faglige kompetencer til at vurdere potentialet i den eksisterende ejendom, dens tilstand og renoveringsbehov i forhold til den funktion, bygningen skal transformeres til. Vi hjælper med at få afdækket risici i forbindelse med byggeriet og med at regne på opgaven, så vi kan holde byggeriet inden for kundens budget.
Man kan sige, at helt grundlæggende, at den måde vi arbejder med renoveringsprojekter på, er den samme, uanset om vi taler en mindre renovering eller en gennemgribende transformation.
Du har arbejdet i Renovering & Transformation i omkring 20 år. Er der noget, der har ændret sig i den tid?
Der er jo sket en kæmpe udvikling, f.eks. også i bruge af digitale værktøjer, men i de senere år har jeg særligt bemærket, at renovering og transformation har fået en højere status. Ikke kun i branchen, men i samfundet som helhed. Det er jo skønt at se for os, der har elsket renovering i mange år. At renovering ikke er en nødløsning, men det naturlige førstevalg, når man står med en bygning, der er slidt og ikke kan leve op til dagens krav fra beboere eller brugere. Det kan jeg kun glæde mig over.
Tidligere var det sådan, at det var nybyggede fyrtårnsprojekter, der løb med opmærksomheden. I dag oplever jeg, at der er store renoverings- og transformationsprojekter, der bliver vist frem med særlig stolthed. Vi mærkede det, da vi for få år siden gennemførte transformationen af den gamle Nordea-bygning på Christianshavn, der fik nyt liv som femstjernet NH Collection hotel, og lige nu er der et spændende projekt i gang i Aalborg, hvor gode kolleger fra Vest under stor bevågenhed ombygger en gammel industribygning til kunsthal. Det er jo fantastisk at se!
For os i Renovering & Transformation er det en anerkendelse af de særlige kompetencer, der skal til i den type projekter, for her er man simpelthen nødt til – ud over at kunne bygge – også at kunne håndtere de vilkår, som den eksisterende bygning byder på, og den kendsgerning, at folk ofte bor, arbejder eller går i skole tæt på os, samtidigt med vi renoverer deres ejendomme. I det almene segment plejer vi at sige, at beboernes dagligdag skal gå hånd i hånd med vores arbejdsdag.
Det er også en anerkendelse af indsatsen for at bevare eksisterende bygninger og dermed vores kulturarv. Og i det almene får vi i virkeligheden også nogle gange skabt nogle helt nye boligområder, som lidt smart sagt går fra ghetto-liste til venteliste. Det er en stor motivation for os, der arbejder med renovering og transformation, at vi faktisk er med til at skabe bedre rammer for mennesker ved at transformere fra noget slidt til noget virkelig attraktivt.
Det er noget, der motiverer mig, at vi meget synligt skaber værdi for vores kunder og for samfundet.
I har valgt at, at NCC’s renoveringsenheder nu kalder sig ”Renovering & Transformation”. Hvordan kan det være?
Mens vores omverden næsten har valgt helt at skifte ordet ’renovering’ ud med ’transformation’, insisterer vi altså på at minde om, at transformation er renovering. Det er vores DNA, og det baserer sig på en solid erfaring og kompetence. Vi ved, hvad vi snakker om, og vi ved, at det er svært. Vi ved, at nøglen til at lykkes er samarbejde, hele vejen rundt, og være åben og transparent i den måde, vi går til opgaven på.
Det er netop for at understrege den pointe, at vi har valgt at kalde renoveringsenhederne i NCC ”Renovering & Transformation”. Vi har jo set, for eksempel under finanskrisen, at når nybyggeriet går lidt ned, så kigger entreprenører mod renovering, men her er det bare vigtigt at sige, at det er en byggedisciplin med en indbygget kompleksitet gennem det eksisterende bygværk, som betyder, at det er nogle særlige kompetencer, viden og erfaring, der er brug for i det felt.
Når vi får mulighed for at være med helt fra start, rummer vores koncept hele renoveringsprocessen – fra afdækning af projektets indhold og omfang, baseret på bygningens tilstand og potentiale, over tilpasning af projektet til bygherres budget, projektering og gennemførelse af byggeriet til den endelige aflevering.
