Klaus – når stor passion for grej bliver til kvalitet på vejene
Hvis asfalten skal ud at ligge snorlige på vejene, kræver det maskiner, der fungerer – hver gang. Og netop her spiller medarbejdere som Klaus Gørsted Leire en afgørende rolle. Han er servicemontør og arbejdende værkfører i NCC’s danske asfaltenhed, og i mere end 20 år har han været en del af maskinernes maskinrum.
Siden 2005 har Klaus haft sin hverdag i NCC, men hans historie med tunge maskiner begyndte længe før. Han er uddannet entreprenørmekaniker og har derudover arbejdet 12 år i Forsvaret som kampvognsmekaniker. Samlet set har han mere end 35 års erfaring med store og teknisk krævende maskiner. Den erfaring står han med i hænderne i dag på asfaltværkstedet i Greve – og den er med til at sikre, at NCC’s maskiner er i topform, når sæsonen starter.
En arbejdende værkfører
Klaus beskriver sig selv som en arbejdende værkfører. Det betyder, at han både står med værktøj i hånden og har ansvaret for driften af værkstedet, som dækker og supporterer hele den østlige del af NCC Asfalt i Danmark. Værkstedet er indrettet i et tidligere lastvognsværksted, som NCC har lejet i en 10-årig periode.
Til daglig er de to faste medarbejdere, men når vinteren sætter ind, ændrer hverdagen sig markant. Fra 1. januar til 1. april er det tid til vinterreparationer, og her vokser holdet til seks medarbejdere. Klaus håndplukker de ekstra kolleger blandt asfaltholdene, som alligevel sendes hjem i vinterperioden.
I løbet af vinteren passerer mere end 250 enheder gennem værkstedet – alt fra asfalttromler og asfaltudlæggere til pladevibratorer, nedbrydshammere og vandpumper. Maskinerne tages holdvis, så hele maskinparken fra ét asfalthold bliver gennemgået, før man går videre til det næste.
En bærende funktion i NCC Asfalt
Ifølge Klaus er værkstedet helt afgørende for forretningen.
“Vi er en bærende funktion i NCC Asfalt – hvis ikke vi er her, er der ingen maskiner, der kan udlægge asfalt.”
Holdet består af stabile og rutinerede medarbejdere, som har været i NCC i mange år, og som kender maskinerne indgående. Knowhowen er stor – og nødvendig – i en hverdag med mange forskellige opgaver og høje krav til driftssikkerhed.
Som entreprenørmekaniker har Klaus en klar holdning:
“Jo tungere maskinerne er, desto sjovere.”
Opgaverne spænder fra motorservice, vask og rengøring til mere krævende reparationer. Især asfaltudlæggerne kræver tid og ekspertise. Her bliver strygejernet ofte udskiftet på grund af slid – særligt på de store motorvejsudlæggere, som lægger mange tusinde tons asfalt i løbet af en sæson.
Ingen dage er ens
Arbejdet på værkstedet er i dag mere end klassisk mekanik. Det kræver også forståelse for IT-systemer og nye teknologier.
“Vi skal kunne utroligt mange ting – både mekanik, elektronik og IT. Det er en del af hverdagen,” fortæller Klaus.
Netop variationen er en stor del af arbejdsglæden. Ingen dage er ens på asfaltværkstedet, og det passer Klaus godt. Den ene dag kræver overblik og planlægning, den næste står på fejlfinding og reparationer af maskiner, der har været hårdt belastet i sæsonen.
“Der kommer altid noget nyt ind ad døren, som skal løses,” siger han. Det stiller krav til både erfaring og faglig bredde – og det er her, Klaus trives bedst.
En vinterindsats, der mærkes hele året
For Klaus er vinterreparationerne årets vigtigste opgave.
“Min fornemste opgave er at give vores grej så meget kærlighed om vinteren, at vi får mindre travlt resten af året, når maskinerne er i gang. Så ved jeg, at vi har gjort det godt,” siger han.
Og netop den tilgang – faglig stolthed, tung erfaring og ansvar for helheden – er med til at sikre, at NCC’s asfaltmaskiner er klar, når sæsonen begynder, og at asfalten igen kan rulles ud på de danske veje.
