Rejsegilde på Kunsthal Spritten
Til lyden af en murer- og spandeske, der klirrede mod hinanden, blev der i fredags kaldt til samling og fejring af håndværkerne på et ganske særligt transformationsprojekt i Aalborg.
Rejsegildet på Kunsthal Spritten markerede en vigtig milepæl for arbejdet med nænsomt at omdanne det fredede industriminde til en kunsthal for samtidskunst.
Traditionen tro bød bygherre, repræsenteret af Peter Spøer, bestyrelsesformand i Ejendomsfonden Artcenter Spritten, velkommen til dagens fejring i forårssolen tæt på Limfjordens susen.
–Jeg vil takke NCC for det flotte arbejde, som I udfører i dagligdagen. Projektet er kompliceret, og det vil betyde, at vi støder på udfordringer, som er vanskelige at forudse, men vi løser dem sammen. I gør os glade og stolte over kvaliteten af arbejdet, fastslog han i dagens første tale.
Kunsthal Spritten er ikke et helt almindeligt byggeri, fortsatte Peter Spøer. Det er et projekt, der udfordrer de gængse grænser for, hvordan man kan transformere en tidligere spritfabrik til en levende kunsthal. Der bygges oven på historien med stor respekt for forandringen og uden at gå på kompromis med de kulturbærende værdier.
Inden ordet blev givet videre til Mette Tony, indehaver og arkitekt i PRAKSIS arkitekter, blev der udråbt et fælles længe leve for håndværkerne, byggeriet og Kunsthal Spritten.
Fællesskab, hjerteblod og viden
Mette Tony hyldede kræfterne bag det visionære projekt, og fortalte hvordan projektet har hængt på alle opslagstavler i tegnestuen hos PRAKSIS arkitekter.
–Vi har lagt alt vores og alle vores underrådgiveres hjerteblod, viden og erfaring ind i hver eneste beslutning i dette projekt. Men intet af det er noget værd, hvis ikke det møder alt jeres hjerteblod, erfaring, viden og fællesskab, takkede hun byggepladsens udførende kræfter.
Mette Tony konstaterede, at de faglige fællesskaber er fundamentet i et ambitiøst projekt, som Kunsthal Spritten.
Stor respekt for bygværket
Transformation er på dagsordenen i hele ejendoms- og byggebranchen. Det er en bevægelse, som Kunsthal Spritten er et levende bevis på. Daniel Hoffmann Kusk, senior projektchef i NCC, beskrev i sin tale til håndværkerne Kunsthal Spritten som et demonstrationsprojekt, der vil give viden og stolthed til alle involverede parter.
Rejsegildet og hejsning af den grønne krans markerer en milepæl i byggeriet, og en vigtig tradition for håndværkerne. Normalt holdes rejsegildet, når byggeriet har nået fuld højde, men i et transformationsprojekt, hvor bygningen allerede står der, må traditionen tilpasses.
–Det er godt et års tid siden, at vi flyttede ind i skurbyen her på Akvavitvej, og når den sidste håndværker forlader byggepladsen, vil en række forskellige fagkompetencer inden for nedrivning, råhus, komplementering og teknik have bidraget til at løse opgaven. Vi arbejder med stor respekt for et bygværk, der har en fantastisk historie. Det er ikke for meget at sige, at det er et once-in-a-lifetime-projekt, fortalte han videre.
Renoverings- og transformationsprojekter kræver en særlig omstillingsparathed og fleksibilitet hos håndværkerne. Der vil være planer, der skal ændres undervejs, og Kunsthal Spritten er ingen undtagelse.
–Jeg er både imponeret og taknemmelig for jeres forandringsvillighed. I ser muligheder, og derfor kan vi fokusere konstruktivt på, hvordan vi løser udfordringen. Jeg har stor respekt for håndværket og for jer, der udfører det med kompetence og gå-på-mod, sagde Daniel Hoffmann Kusk henvendt til de fremmødte håndværkere.
–Jeg glæder mig til at komme her som gæst i en smuk kunsthal, der giver Aalborg en plads på den internationale kunstscene. Det er både teamet og jeg stolte af at være med til, sagde han, før forsamlingen satte kursen mod pølsevognen.
En smagsprøve på fremtiden
Efter rejsegildet inviterede Kunsthal Spritten til Åbent Hus med taler og fællessang. Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, Kunsthal Sprittens chefduo, Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune og Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i Aalborg Kommune bød de mange fremmødte velkommen inden for bag byggehegnet.
–Det er en fornøjelse at være med i dag. Det her sted er ikke bare bygninger, det er en del af Aalborgs sjæl. Engang blev der produceret 12.000 spritflasker om dagen her i de gamle spritfabrikker. I fremtiden vil der blive produceret godt håndværk med kultur og kunstoplevelser. De håndværkere og rådgivere, der har været en del af byggeriet indtil videre, har lavet et fantastisk godt arbejde, smilede Aalborgs borgmester, som gav håndværkerne og projektets parter dagens sidste klapsalve. Derefter fik de nysgerrige Aalborgensere mulighed for at opleve byggeriet indefra, og der blev løftet sløret for et nyt værk af den internationalt anerkendte kunstnergruppe SUPERFLEX på stilladset, der nu hænger på østsiden af kedelhallen.
