Utroligt hvad fem minutter kan gøre!
Morgengymnastik er godt for både knæ og arbejdsmiljø. Det ved teamet på NCC’s byggeplads i Erritsø ved Fredericia, hvor der opføres nyt domicil for Energinet. Her begynder dagen med fem minutters bøj og stræk.
Det der begyndte som et pilotprojekt med morgengymnastik på byggepladsen er nu blevet en fast del af hverdagen for byggeteamet. Hver morgen begynder 20-30 håndværkere og funktionærer deres arbejdsdag med bøj og stræk.
Morgengymnastikken er skabt til at ramme netop de dele af kroppen, som byggearbejdere over tid oplever at få problemer med, så der er fokus på øvelser, der træner knæ, hofter og ryg.
Byggepladsen vender ud mod landevejen, og her bliver der hujet og dyttet opmuntrende, når cyklister og bilister kører forbi en flok håndværkere i gult arbejdstøj, der er i gang med gymnastikken.
”Byggeledelsen deltager også,” fortæller Lennart Dich, der er produktionsleder på byggepladsen i Erritsø. ”Og det giver os alle sammen en god og munter start på dagen.”
Morgengymnastikken på pladsen blev introduceret af Mie Eilsø Hansen fra firmaet Stærk Balance, der i flere år har beskæftiget sig med nedslidning i byggebranchen. Hun har lært om udfordringerne og oplevet, at det var småt med tiltag for at forbedre sundheden blandt byggearbejdere.
”Jeg tog fat i 3F og kom på besøg på nogle byggepladser, hvor jeg faktisk oplevede, at struktørerne var meget positive,” fortæller Mie Eilsø Hansen. ”På pladsen i Erritsø mødte jeg nogle dygtige og ambitiøse folk, der gerne vil gå foran og være med til at gøre branchen mere attraktiv.”
Med tanke for, at indsatsen skal kunne passe ind i en arbejdsdag, blev morgengymnastikken introduceret som 5-7 minutters træning, før arbejdsdagen går i gang, og allerede før der var gået to uger, begyndte flere at mærke en forskel. Flere gav udtryk for, at de ikke længere havde ondt i knæet.
Der er ingen tvang, så hvis man ikke har lyst, er man ikke med, men de fleste er positive, og somme tider lykkes det også at få en chauffør med, hvis han tilfældigvis leverer til pladsen ved dagens begyndelse.
”Forskning viser, at selv med mikrotræning kan man mindske daglige smerter med op til 30 %, men der sker også noget positivt med fællesskabet, når man står hver morgen og gør gymnastik med hele byggeholdet. Måske står man ved siden af én, man ikke kendte i forvejen. Der sker det, at konfliktniveauet falder,” fortæller hun. ”Og man kan da kun blive glad af at se 25 byggefolk med rumpen i vejret!”
Det er nu tre måneder siden, byggeholdet begyndte på morgengymnastikken. Over 80 % af håndværkerne har mærket på egen krop, at det gør en positiv forskel. Gymnastikken er blevet en god vane, som smitter af på stemningen på hele pladsen.
