NCC er med til at bygge familiehus i Bolivia

NCC's juledonation 2014 hjælper organisationen SOS Børnebyer med at bygge et familiehus til forladte børn i Bolivia. I huset får børnene mulighed for at vokse op og blive stærke og trygge voksne.

Den internationale børnehjælpsorganisation SOS Børnebyer fik 125.000 svenske kroner fra NCC's juledonation 2014.

Pengene går til hjælp med at bygge et nyt familiehus, hvor forældreløse og forladte børn kan få en tryg og kærlig opvækst.

"Vores organisation forsøger at genskabe trygge hjem til børn, der har mistet deres forældre eller ikke kan bo sammen med dem. Vi skiller aldrig søskende, og en SOS-mor lever sammen med børnene gennem hele opvæksten," forklarer Anna Magnard, der er ansvarlig for SOS Børnebyers virksomhedssamarbejde.

Bolivia er et af de fattigste lande i Sydamerika. Næsten halvdelen af alle børn lever i fattigdom. Mange børn under 5 år er kronisk underernærede, og tusindvis af børn lever på gaden.

SOS Børnebyer har været til stede i Bolivia siden 1960'erne og har bygget ti børnebyer med familiehuse og grundskoler. I familiehusene bor en SOS-mor sammen med mellem fem og ti børn som en rigtig familie.

"De børn, der kommer til børnebyerne, er traumatiserede og behøver støtte for at komme videre. Det tager tid, før moren vinder børnenes fortrolighed, og før børnene tør stole på, at de kan være trygge," forklarer Anna Magnard.

Grundskolerne er også åbne for børn i nærområdet, der bor sammen med deres biologiske forældre. Det betyder, at forældrene kan tage på arbejde, og det mindsker risikoen for, at flere børn bliver forladt.

SOS Børnebyer har også startet grundskoler og erhvervsskoler, der er åbne for alle børn i lokalområdet. Gennem de senere år er der blevet startet familiestyrkende programmer, hvor udsatte familier og børn får hjælp til at holde sammen og forbedre deres levestandard.

SOS Børnebyer blev dannet i Østrig i 1949 af Hermann Gmeiner, der ville skabe noget bedre end de traditionelle børnehjem til alle de børn, som mistede deres forældre under Anden Verdenskrig. I dag er organisationen repræsenteret med nationale organisationer i 134 lande.

Tre organisationer deltes om NCC's juledonation 2014. Læger uden Grænser fik størstedelen på 750.000 SEK, Red Barnet og SOS Børnebyer fik hver 125.000 SEK.