NCC med på årets Vejforum 2015 – ses vi?

Hovedtemaet for Vejforum 2015 er 'Vejens kvaliteter - under forandring' og sammen med mange andre fra branchen deltager NCC med godt tyve kollegaer og en stand på messen med PermaVej og Profilbeton.

"Der er et ønske om øget fokus på driften, så vi for de samme penge kan bevare vejkapitalen og sikre vejens velfærd. Vi ønsker at mindske vejens påvirkninger af omgivelserne og samtidig skabe plads til alle typer trafikanter med gode sammenhænge mellem de forskellige elementer, fx de nye letbaner og andre bæredygtige tiltag," skriver Vejforum.

I år afholdes Vejforum på Nyborg Strand, hvor branchen samles til dialog om trends, udfordringer og nytænkning.

"Vi deltager naturligvis som de andre år. Det er en fantastisk mulighed for at mødes på neutral grund på tværs af branchen og diskutere inden for vores fælles interessefelt", siger Anders Kargo, administrerende direktør i NCC Roads Danmark.

Vejforum er en blanding af konference, messe og netværk. På NCCs stand er der fokus på PermaVej® samt NCC Profilbeton, der ligeledes er på agendaen på konferencen.

"Betonstøbninger på stedet bruger vi til at udlægge nye kantsten eller reparere gamle. Det er en velafprøvet teknologi, men relativt ny i Danmark. Metoden er langt mere effektiv og slidstærk end traditionelle kantsten og åbner for nye muligheder. En mærkbar sidegevinst er øget trafiksikkerhed og bedre arbejdsmiljø," siger Ivan Pedersen, Sektordirektør i Vejservice i NCC, Danmark.

Sammen med konkollegaen SR Gruppen biddrager han til konferencens program med et oplæg om Betonstøbninger in sito (red. 'på stedet'). 

Vi ses på Vejforum 2015 – kig forbi stand 11