NCC Roads er nomineret til Odense Bæredygtighedspris 2014

NCC Roads er nomineret til Odense Bæredygtighedspris 2014 for NCC Green Asphalt. De øvrige to nominerede er Naboskabsambassadørerne og BioTrans Nordic. Hvem der vinder prisen afslører Odense Bæredygtighedsråds formand Anker Boye ved et festligt arrangement i Festsalen på Odense Rådhus den 25. februar 2015.

Det er Odense Bæredygtighedsråd og rådets formand der har fundet årets nominerede, og rådets formand Anker Boye fortæller:

- Indstillingerne afspejler de mange forskellige måder hvorpå, der arbejdes med bæredygtige initiativer i Odense. Og det er meget glædeligt, at der var både virksomheder, foreninger og private initiativer blandt de indstillede bæredygtige initiativer.

Hos NCC Roads kommer der mere og mere fokus på det bæredygtige fortæller Markedschef Hans A. Muurholm, NCC Roads A/S:

- Hos NCC Roads er vi meget begejstrede over nomineringen til Odense Bæredygtighedspris. Bæredygtighed har større og større fokus i vores daglige arbejde på alle niveauer i organisationen lige fra tilbudsregning og produktion til udlægning af asfalt på det fynske vejnet.

Naboskabsambassadør Gulshan Din glæder sig over nomineringen:

- Ideen om naboskabsambassadører er kommet fra Vollsmoses beboere selv. Derfor er vi rigtig glade for at opleve, at vores naboer sætter pris på den indsats, vi gør. Det er en rar fornemmelse at gøre en forskel i forhold til både trivsel og tryghed i Vollsmose, siger Gulshan Din.

Direktør Søren Jeberg, BioTrans Nordic glæder sig over at nomineringen sætter yderligere fokus på virksomhedens bæredygtige løsning:

- Når man ser et bæredygtigt koncept for sig, som vi så med Biotrans systemet – hvor man sparer penge for kunderne og samtidig undgår lugt og tunge løft, bekæmper skadedyrsproblematikkerne, sparer CO2 og meget mere - ja så er man forpligtet til at føre det ud i livet. Vi er derfor uhyre glade for nomineringen, fordi den er med til at sætte fokus på, hvor vigtige bæredygtige løsninger er.

NCC Green Asphalt et af mange bæredygtige initiativer

NCC Roads er en af Danmarks førende leverandører af asfalt til de danske veje og virksomheden håndterer desuden forskellige former for bygge- og anlægsaffald.

NCC Green Asphalt® er et produktionsprincip, hvor produktions- og udlægningstemperaturen for asfalt nedsættes med 20-40 %, hvorved der spares energi, og asfaltarbejderne udsættes for mindre asfaltrøg.

NCC Green Asphalt® er et af de elementer, som NCC Roads har introduceret for at leve op til NCC's vision for bæredygtighed. Andre elementer er bl.a. øget brug af genbrugsmaterialer i asfaltbelægninger, NCC PermaVej®, hvor vejopbygningen håndterer de store mængder overfladevand, specialdesignede slidlagsbelægninger med nedsat rullemodstand, som sparer op til 5 % energi.