Rejsegilde på toppen af Gladsaxe

NCC kunne i dag fejre rejsegilde på Gladsaxe Company House, der nu rejser sig i sine fulde 9 etager på hjørnet af Tobaksvejen og Gladsaxe Ringvej. Med sin højde og beliggenhed er udsigten fra det nye kontorhus uomtvisteligt en af de flotteste i kommunen.

På dagens meget velbesøgte rejsegilde blev de dygtige håndværkere fra NCC og deres underentreprenører takket for deres gode indsats. Talerne var bl.a. arkitekt Thomas West Jensen fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter samt investor repræsenteret ved Torben Möger Pedersen, adm. direktør for Pension Danmark.

Opførelsen af det 15.400 kvm store Gladsaxe Company House blev påbegyndt i juni 2013, og det er planen, at huset skal stå klar til indflytning i februar 2015. Her flytter bl.a. NCC selv ind i husets øverste 5 etager.

Også et par glade direktører fra NCC takkede håndværkerne og gik på talerstolen i det store rum, der er husets kommende midtpunkt. I det store, niveauopdelte rum med dobbelthøje vinduer og ansigtet i solen, skal være både reception, lounges, kantine og mødested for husets brugere og gæster.

Blandt de mange fremmødte var flere hundrede NCC-medarbejdere, som glæder sig til at komme til at bo i det nye, miljøcertificerede hus på toppen af Gladsaxe.

- Vi glæder os til at flytte ind i det nye Company House, som vi kommer til at dele med en eller flere andre virksomheder. NCC skal bruge ca. 70 % af nybyggeriet. Fordelen ved et Company House er, at man bor flere virksomheder i samme hus og deles om fælles faciliteter. Det ser vi i NCC frem til at skulle gøre, fortæller projektdirektør Claus Skytte, NCC.

Gladsaxe Company House er det 15. i rækken udviklet af NCC Property Development og bliver indrettes med fælles faciliteter for lejerne, herunder fælles foyer, kantine, fitness center og mødecenter.

Bæredygtighed i højsædet

Efterspørgslen efter miljørigtige kontorer med godt indeklima samt lave drifts- og vedligeholdelsesudgifter er stigende, og projektet bygges med høje ambitioner om at minimere miljøpåvirkningen.

Ejendommen vil blive klassificeret efter certificeringssystemet DGNB på højeste niveau, Guld. Det betyder både fokus på energiforbrug, materialer, affaldsmængder, CO2 m.m. under opførelsen af huset, men også i den efterfølgende periode, hvor huset bliver anvendt.

- Derudover er beliggenheden perfekt. Vi får en synlig placering langs Ring 3, som samtidig sikrer, at det er let for bilister at komme hertil, hvad enten det er kunder eller medarbejdere. Uden for døren holder bussen, som om nogle år bliver suppleret med et stop på den nye letbane. Så vores krav til en god, bæredygtig infrastruktur bliver til fulde opfyldt, fortsætter Claus Skytte.