25 års jubilæum hos NCC

Arbejdsleder Ole Christensen har 25 års jubilæum hos NCC den 11. november 2016.

Ole Christensen blev oprindeligt uddannet gartner, men da oliekrisen i 1970’erne gjorde livet svært for væksthusgartnerierne, søgte han væk og kom i 1978 til NCC som jord- og betonarbejder, dengang hed virksomheden Rasmussen & Schiøtz A/S.

Efter at have fejret sit 10 års jubilæum lod han sig ansætte hos en lille murermester Hansen og Graversen sammen med sit sjak, men efter et års tid, ringede deres gamle arbejdsleder fra NCC og bad dem komme tilbage. Det gjorde han i 1991. Ole Christensen har altså sammenlagt været over 35 år i virksomheden, når han nu fejrer 25 års jubilæum.

Ole Christensen har været med på en lang række byggerier for NCC, men for ham var det mest spændende projekt det eksperimenterende byggeri Bispebjerg Bakke, som blev opført fra 2004 til 2006.  ”Bispebjerg bakke var utraditionelt, og der var ikke nogen lige ydervægge. Alle var buede,” fortæller han.

Gennem årene som jord- og betonarbejder har Ole Christensen været fagligt aktiv gennem SID, i dag 3F. Det var han frem til 1998, hvor han blev forfremmet til arbejdsleder. Ole Christensen har også været politisk aktiv i kommunalpolitik, lige som han i mange år har været formand for børneorganisationen DUI Leg og Virke i Sorø. ”Det er arbejderbevægelsens alternativ til spejderbevægelsen, så det passede fint med det politiske og faglige, og jeg kunne deltage sammen med mine børn,” siger han.

Ole er gift med Annette, og sammen har de fire børn, hvoraf den yngste stadig bor hjemme. De tre voksne børn bor alle tre inden for 20 kilometers radius fra deres barndomshjem. Sammen med sin kone bruger Ole en del tid om sommeren på camping livet. De har campingvognen fast på Bisserup Camping plads, hvor børn og børnebørn også nyder at komme på besøg.

På jubilæumsdagen den 11. november bliver Ole Christensen og hans familie hentet på bopælen og kørt til NCC’s hovedkvarter på Tobaksvejen i Søborg, hvor han vil blive fejret med flag, taler og gaver. Senere på dagen fortsætter festlighederne på restaurant ”Støvlet Katrine” i Sorø, hvor Ole Christensen spiser middag med familie, kolleger og nærmeste ledere.