NCC skal renovere 310 boliger i Søheltekvarteret i Aalborg

Arbejdet begynder i januar og løber indtil 2026. Ud af de 310 boliger i afdeling 8 skal 72 ombygges til tilgængelighedsboliger, og de 24 ombygges til toplansboliger med inddragelse af tagetagen. Ordren beløber sig samlet til 112,5 mio. kr.

NCC er valgt af Himmerlands Boligforening Afdeling 8 til at renovere og ombygge boligerne i Søheltekvarteret. Renoveringen vil give hele kvarteret i Aalborgs Vestby, der er typisk for den tidlige efterkrigstid, et løft og gøre boligområdet mere attraktivt og bæredygtigt.

”Renoverings- og ombygningsarbejdet for Himmerlands Boligforening matcher perfekt vores kompetencer, som vi også har brugt på flere lignende opgaver i Nordjylland. Vi ser frem til at komme i gang i januar og levere nogle opdaterede moderne boliger til beboerne,” siger områdechef Frank Bo Larsen fra NCC i Nordjylland.

Boligerne bevarer deres nuværende størrelse, men planen er blandt meget andet at skabe en tidssvarende indretning med nyt badeværelse, vindues- og dørudskiftning, etablering af ventilation, nyt køkken og nye overflader. Desuden renoveres altanerne og murede gavle efterisoleres.

NCC´s entreprise er en tømrer storentreprise, som indeholder stillads og totalinddækning, ny tagkonstruktion, udskiftning af vinduer og døre i træ-alu, indvendige lette skillevægge, gulve og lofter. Derudover indeholder entreprisen blikkenslagerarbejder, malerarbejder og inventarentreprisen.

”Vi ser frem til samarbejdet med NCC. Der er lagt op til en skånsom renovering med respekt for de boligernes kvaliteter, hvor det eksisterende udtryk bevares,” siger projektleder Allan Revsbech fra Himmerland Boligforening.

Samarbejdspartnere på projektet er arkitektfirmaet Arkitema og Cowi.

Byggeriet begynder januar 2022 og forventes afsluttet i 2026. Ordren er på 112,5 mio. DKK og bogføres i 4. kvartal i 2021 under forretningsområde Building Nordics.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.