NCC har afleveret de første boliger i Frederikssund
NCC er i fuld gang med at renovere og ombygge 402 almene boliger i Græse Bakkeby i Frederikssund for Domea og Boligselskabet Vores Bolig.

Bebyggelsen er opført i 1982-85 i Frederikssund på adresserne Bybakken 1-176, Byhøjen 2-104 og Dalskrænten 1-224. Den består af rækkehuse i en til tre etager i gule facadesten med røde tage.
Arbejdet har været i gang i et års tid og omfatter renovering og ombygning af 402 boliger, hvoraf 61 boliger skal konverteres til tilgængelighedsboliger. Den samlede bebyggelse består af 78 blokke med 2-9 boliger i hver.
Godt samarbejde sikrer en god proces
Renoveringsarbejdet er planlagt i 10 etaper og med renoveringen af en prøveblok i hver af de tre områder. Efter prøveblokkene er der afholdt evalueringsworkshops, hvor parterne har talt om de erfaringer, det har givet, og sammen har taget de nødvendige beslutninger i forhold til resten af projektet.
”Som det altid sker i et renoveringsprojekt, så dukker der uventede ting frem, når vi begynder at lukke bygningerne op,” fortæller Jonas Toft, som er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed i Østdanmark under NCC Building Nordics. ”Vi har haft en lang proces med mange afklaringer, som vi heldigvis har kunne finde gode løsninger på i et rigtigt godt og konstruktivt samarbejde med både bygherre og rådgiver.”
Arbejdet skrider fremad på både Dalskrænten, Bybakken og Byhøjen, og det er lykkedes at tage beslutninger, som holder projektet på sporet i forhold til tidsplanen. Beboerne i de tilgængelighedsboliger, der er en del af første etape er begyndt at flytte ind.
Erfaring et plus i mødet med det uventede
Renoveringsprojektet omfatter blandt andet efterisolering, facaderenovering, tagarbejder, ventilationsarbejder og reetableringsarbejder for landskabet omkring boligerne. Det er blandt andet en tagkonstruktion i en del af bebyggelsen, som har vist sig ikke at være som forventet.
NCC udfører både tømrer- og snedkerarbejde, skiferbeklædning, jord, kloak, beton, skæring af beton og huller, el-arbejder samt byggepladsarbejder med egne håndværkere.
”Vores egenproduktion består af håndværkere, som har arbejdet i NCC Renovering i mange år og kender vores kvalitetsniveau,” siger Jonas Toft. ”Det betyder, at de har en høj faglig kompetence og erfaring med renovering, og de er fleksible i mødet med det uventede, der kræver ny planlægning og nye løsninger.”
Renoveringen gennemføres på baggrund af en helhedsplan for det almene boligselskab Vores Bolig v/ Domea.dk, og med Sweco Danmark som totalrådgiver. De sidste boliger forventes afleveret primo 2027.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, +45 26 15 21 27, carcor@ncc.dk
NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.