NCC går i sving med ICV Svømmecenter

I forlængelse af Idrætscenter Vendsyssel vil der nu rejse sig et helt nyt svømmecenter. NCC og bygherren, Idrætscenter Vendsyssel, har netop taget første spadestik til ICV Svømmecenter.

Når man har en skole og et idrætscenter, så fuldender en svømmehal billedet af en by med det hele. En svømmehal er netop, hvad der nu er taget første spadestik til i Vrå, så nu kan byens borgere for alvor glæde sig til den står færdig i 2026.

Med tilføjelsen af et svømmecenter ønsker bygherre at skabe et tidssvarende og inspir­erende aktivitetshus, der danner ramme om et attraktivt mødested, og hvor der er plads til, at der kan afholdes store og små arrange­menter, koncerter, foredrag, sportsarrangementer og træningslejre.

”Vi har mødt fantastisk opbakning til projektet; vi bygger et af Nordjyllands mest moderne svømmecentre. Nu glæder vi os til samarbejdet med NCC og de øvrige involverede,” siger centerdirektør Alex Rasmussen fra Idrætscenter Vendsyssel.

Det nye svømmecenter opføres på den vestlige del af Idrætscenter Vendsyssel grønne areal, delvist hen over en eksisterende opvisnings­bane som flyttes mod øst. Tennisbanerne forbliver på den nuværende placering, og der gøres forberedelser til tilbygning med crossfit og et aktivitetsrum. Herudover er der plads til et springbassin ved den nordlige gavl.

Café og foyer udvides mod nord med udsyn til fodboldbanerne udenfor samt svømmecentrets morskabsbassin og 25 meter bassin indenfor. For at skabe sammenhængskraft i det nye idrætscenter etableres en fysisk forbindelse mellem det eksisterende Idrætscenter og det nye svømmecenter.

Gennemtænkt valg af materialer

Det var da også en rigtig glad entreprenør, der var med ved spadestikket. Der har været en lang projekterings- og planlægningsfase, så nu er det bare godt at komme i sving.

”Vi har glædet os til at gå i jorden. Og det skal nok blive godt, og det er der flere grunde til. For det første er det en spændende opgave. Vi får mulighed for at bygge en svømmehal – det sker ikke så tit, så det glæder vi os til. For det andet bygger vi for en bygherre, som vi har en rigtig god relation til. For det tredje er vi her en del af et projekt, som har en helt fantastisk lokal opbakning,” sagde Jakob Søe Lundgaard, områdedirektør i NCC’s byggeenhed i Nordjylland under Building Nordics i sin tale.

Materialevalget er foretaget ud fra en samlet vurdering af be­hovene for robusthed og driftsvenlighed samt arkitektonisk, miljømæssig og æstetisk værdi. Med andre ord en totaløkonomisk betragtning. Svømmecenterets opføres som en bærende limtræskonstruktion der skaber ro og balance i det store hov­edrum med 25 m. bassin og morskabsbassin.

Tagbelægningen udføres i tagpap og facader i grå/metalliske plader. Den nordlige gavl udføres i glas og med en perforeret sinusplade, der sikrer et optimalt indeklima. Materialevalget er taget på baggrund af gennemprøvede løsninger, der sikrer lang holdbarhed med minimal vedligeholdelse.

Arbejdet er nu i gang, og svømmecentret forventes at stå klar til brug i foråret 2026.

Svømmecentret er tegnet af Arkitektfirmaet Kjaer & Richter. Ingeniørrådgiver på projektet er Brix & Kamp. NCC har tidligere opført svømmehallen i Gigantium i Aalborg, der ligeledes er tegnet af Kjaer & Richter.

Alle billeder er til fri redaktionel brug

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.