NCC har afleveret kompleks parkeringskælder i Universitetsbyen til FEAS

NCC har over fem år projekteret og opført en ny parkeringskælder under det tidligere kommunehospital i Aarhus, som er en del af Aarhus Universitets campusområde - Universitetsbyen. Det er FEAS Erhverv P/S, der er bygherre for den samlede universitetsby.

Der er etableret en ny parkeringskælder med plads til 168 biler. Som en del af projektet er to passager til fodgængere og cyklister under Nørrebrogade blevet lavet for at skabe sammenhæng mellem Universitetsbyen og Universitetsparken. NCC har fjernet en tunnel under den gamle Hospitalsgade for at etablere 2. etape af P-kælderen.

Projektet har budt på høj kompleksitet, blandt andet fordi det er udført mellem eksisterende bygninger, op ad et hospitalsvaskeri i drift og ved letbanens mast med køreledninger, hvor der var helt særlige krav om at undgå bevægelser under udførelsen.

Opgaven har krævet grundig planlægning; både i forhold til logistik, tid og løsninger. Når man funderer og graver tæt på eksisterende bygninger, er det vigtigt med forundersøgelser, så man har styr på områdets funderingsforhold, ligesom det er vigtigt løbende at måle på vibrationer, så der ikke sker skade på nabobygninger. De projekterede og udførte løsninger har tilgodeset kundens behov for både fleksibilitet og robusthed i tidsplanen.

”Bygherre søgte i sit udbud efter en kreativ entreprenør med særligt fokus på byggegrube, fundering og konstruktioner, og vi har kompetencerne til at løse sådan en kompleks opgave,” siger Søren Andersen, som er områdedirektør for Beton & Råhus i NCC’s byggeenhed i Vestdanmark under NCC Building Nordics.

Parkeringskælderen er forberedt til, at der senere kan opføres en ny bygning på fem etager ovenpå. Den forberedelse har krævet særlige kompetencer på grund af de funderingsforhold, der er på byggepladsen og området.

Kunden har udtrykt stor tilfredshed med en løsningsorienteret og konstruktiv tilgang til projektets gennemførelse, hvor faglighed har været i højsædet, og den udtalelse er Søren Andersen fra NCC Råhus Vest stolt over. ”Det er dejligt, når kunder bemærker og kommenterer på vores værdier og faglighed,” siger han.

NCC’s entreprise er udført i et samarbejde mellem NCC Råhus og NCC’s funderingsenhed Hercules. Entreprisen er udført i to etaper; den første i 2020-2021 og den sidste i 2024-25.

Alle fotos er til fri redaktionel brug.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, +45 26 15 21 27, carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 88728388 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.