NCC afleverer kabelprojekt med kapacitet til tusinder af boliger
Elektricitet fra vindmølleparken Thor i Nordsøen ud for Nissum Fjord er nu forbundet med 31 kilometer 220 Kv kabel mellem Idomlund ved Holstebro og Volder Mark ved Lemvig.
Der kommer rigtigt meget elektricitet fra Thor vindmøllepark ud for den jyske vestkyst. Faktisk nok til op mod en million boliger. Nu har NCC’s Jakobsen & Blindkilde etableret 31 kilometer kabelforbindelse, der skal bringe strømmen tættere på de tusindvis af boliger, som skal have glæde af det. Arbejdet er udført for Energinet.
”Det har været et meget spændende projekt, hvor vi har brugt flere af vores specialkompetencer i processen, men hvor vi også undervejs blevet erfaringer rigere. Der er tale om et projekt med mange interessenter og en kabelinstallation som skal planlægges nøje, for at hele produktionen fra start til slut hænger sammen. I perioder har vores byggeplads strakt sig over et område på 10 km, og så er det vigtigt, at vi har styr på vores aftaler og processer,” siger projektchef Dirch Christian Hald fra Jakobsen & Blindkilde under NCC Infrastructure.
24 af kilometerne er nedgravet, og arbejdet har bestået i at etablere to tracéer med tre kabler i hver. Det har krævet 126 kabeltromler, der hver især vejer op til 27,5 ton. Derudover er der udført syv kilometer styret underboring á seks trækrør, hvor kablerne er ført igennem. Det løber op i 42 kilometer.
”Infrastrukturopgaver er et strategisk vigtigt område for NCC, og udbygning og styrkelse af elnettet hører til de komplekse specialer, som NCC har kompetencerne til at udføre,” siger Dirch Christian Hald.
Nu overlades kabelforbindelsen til Energinet og de ca. 11.500 køreplader, der har gjort det muligt at køre med maskiner på markerne, er leveret til andre byggepladser.
”Kablerne forbinder de kommende havmøller med elnettet og dermed i sidste ende forbrugerne. Elinfrastruktur er måske ikke altid en så synlig del af den grønne omstilling. Kablerne er jo også gravet ned i jorden mellem Volder Mark og Idomlund, der er et nyt, stort knudepunkt i højspændingsnettet – men elforbindelser er helt afgørende for, at vi kan skabe et elsystem med mere vedvarende energi og transportere fx el produceret på havet rundt i landet,” siger Martin Hinrichsen, chefprojektleder i Energinet.
NCC har været hovedentreprenør med Danboring som underentreprenør på styret underboring, og Energinet har været bygherre.
Alle fotos er til fri redaktionel brug.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.