NCC optimerer sit hovedkontor med genbrug, færre kvadratmeter og fleksible pladser

I renoveringen af Gladsaxe Company House, hvor NCC i Danmark har sit hovedkontor, har fokus været på genbrug, pladsoptimering og et fleksibelt arbejdsmiljø. Erfaringerne kan direkte bruges, når kunder skal have moderniseret deres kontor.

NCC har gennemført en renovering og nyindretning af sine egne kontoretager i Gladsaxe Company House i Søborg. Med fokus på genbrug, pladsoptimering og fremtidens arbejdsmønstre er kontorarealerne blevet transformeret til et fleksibelt og moderne arbejdsmiljø i samarbejde med Danielsen Spaceplanning.

”Vi har været igennem en fantastisk proces, hvor vi i stedet for at smide væk og købe nyt, har tænkt i genbrug og omskabelse af møbler og udstyr. Vi har for eksempel omdannet vores gamle Montana-reoler til skabe og rumdelere ved hjælp af nye låger og lakering, og vi har ompolstret sofaer og stole i stedet for at købe nye. Det har været en på alle måder givende proces og en tilfredsstillelse at se, hvordan enkelte greb kan gøre en stor forskel,” siger Nana Ejlers, markeds- og projektdirektør i NCC i Danmark.

Forud for renoveringen af Gladsaxe Company House var visionsgrundlaget udover genbrug, optimering og bedre arbejdsgange øget samhørighed, og at interaktionen på tværs af afdelinger blev fremmet, hvor naturlige samlingssteder blev understøttet.

”Tidligere havde vi faste pladser og en mere traditionel opdeling mellem afdelinger. Med den nye indretning har vi skabt et fleksibelt miljø. Det giver en helt anden dynamik og gør det nemt at mødes og samarbejde på tværs – samtidig med at der stadig er stillezoner til fordybelse. Derudover har vi reduceret vores areal fra fem til tre etager, hvilket igen øger sandsynligheden for at mødes med kolleger på kryds og tværs,” fortsætter Nana Ejlers.

Arealet er reduceret på baggrund af sensor målinger, hvor NCC i løbet af 1,5 år før renoveringen monitorerede, hvordan huset blev brugt. Målingerne viste, at huset blev brugt anderledes end for 10 år siden ved NCC’s indflytning, og at arealet med fordel kunne reduceres for at understøtte en aktiv og moderne arbejdsplads.

Erfaringen kan bruges til kunderne
Nana Ejlers understreger, at den læring, som er kommet ud af arbejdet, kan overføres direkte til kunder, der skal have renoveret kontorer.

”Der er ingen tvivl om, at vores egen renovering kan stå som model og forretningstilbud til vores kunder, for alle kan gøre det. Vi havde ideerne og kompetencerne, nu kan kunderne drage fordel af dem,” slutter Nana Ejlers.

Ud over fokus på genbrug og fleksibilitet har NCC anvendt projektet som en mulighed for at afprøve nye metoder til at dokumentere aftryk på klima og miljø i mindre ombygninger. Hovedkontorets renovering har dermed bidraget til at udvikle erfaringer, som kan bringes videre til kommende projekter og kunder gennem arbejdet med DGNB-Rum-certificering.

”Projektet startede som et pilotprojekt indenfor den nye certificering DGNB-Rum, der har fokus på mindre ombygninger. Senere blev projektet opdateret til den nyeste markedsmanual, og bliver certificeret herefter. Vi har fra begyndelsen i projektet arbejdet fokuseret med at fremme sociale tiltag og genbrug af møbler og materialer i hele projektet. Derudover har der for nye produkter og materialer været fokus på at anvende nogle, der lever op til specifikke standarder efter DGNB-manualens krav. Vi har arbejdet målrettet på at opnå en DGNB-Rum Platin certificering,” siger bæredygtighedsleder i NCC i Danmark, Rikke Hauerberg.

Alle fotos er til fri redaktionel brug.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.