NCC skal renovere og bygge nyt på Antvorskov Kaserne

Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando har valgt NCC til at gennemføre et projekt, der kombinerer renovering og nybyggeri på Antvorskov Kaserne. Totalentreprisen har en kontraktsum på cirka 165 mio. danske kroner.

Som led i Forsvarets store plan for at udbygge sine faciliteter, skal NCC gennemføre renovering af garage-, mandskabs- og kontorfaciliteter samt opføre nye mandskabstårne til panserinfanterienheder på Antvorskov Kaserne ved Slagelse.

”Etablissements- og Terrænkommandoen ser frem til det kommende samarbejde med NCC, hvor vi i fællesskab skal bygge videre på kendte standardbyggerier, som er blevet opført mange steder i landet i de senere år. I denne omgang skal projekterne gennemføres i totalentreprise for første gang, med udgangspunkt i den hurtigst mulige gennemførelse af projekterne, for at skabe faciliteter til udbygning af Forsvarets kampkraft,” siger Christian Enemark, der er projektchef i Forsvarets Etablissement- og terrænkommando.

Projektet rummer både renovering af garager, mandskabs- og kontorfaciliteter samt tilbygning af mandskabstårne til panserinfanterienheder og opførelse af en ny garage med mandskabstårn til et panserinfanterikompagni.

Faciliteterne skal bruges til nogle af de nye enheder som opbygges på kasernen, og som vil få udleveret noget af det nyindkøbte materiel og som vil skabe grundlag for forøgelsen af Forsvarets kampkraft.

”Forsvaret lagde i tilbudsindhentningen vægt på kompetencer, erfaring og på evnen til at etablere et godt og konstruktivt samarbejde fra første til sidste dag, og det taler direkte ind i den måde, vi gerne vil arbejde på,” fortæller Allan Lavrsen, der er sektionsdirektør i NCC’s enhed for offentligt byggeri i Østdanmark under NCC Building Nordics. ”Det hold vi har tilbudt til opgaven, består af kompetente og erfarne kolleger fra vores nybyg- og renoveringsenheder, der sammen med de øvrige parter i projektet kan sikre, at byggeriet gennemføres smidigt og med et godt resultat.”

NCC har udarbejdet en plan for byggeriet, der gør det muligt at renovere de eksisterende bygninger med minimale forstyrrelser af den daglige drift for kasernens medarbejdere.

”NCC er på alle niveauer klædt godt på til at hjælpe med Forsvarets hastige opbygning af kampkraft, og vi sætter en stor ære i at kunne bidrage til at løse en opgave, der har stor samfundsmæssig betydning,” siger Allan Lavrsen.

Arbejdet vil blive udført af NCC’s egenproduktion både på jord- og betonarbejde Derudover tilknyttes velkendte fagentreprenører. Forventet aflevering af de nye faciliteter på Antvorskov Kaserne er Q3 2027

Ordren er på cirka 165 mio. danske kr. og bogføres i 3. kvartal 2025 under forretningsområde Building Nordics.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.