fsbHJEM rammeaftalen er løbet ud – samarbejdet fortsætter
Boligselskabet fsb og holdet bag partnerskabet fsbHJEM; Nordic Office of Architecture, COWI, Smith Innovation og NCC har taget afsked med det formelle partnerskab efter fire plus to år, som aftalen lød på ved underskrivelsen.
NCC’s rammeaftale med COWI, Nordic Office of Architecture og boligselskabet fsb har nået sin aftalte ende, men det er langt fra enden på teamets samarbejde. Alle projekter der er sat i gang i rammeaftalens levetid, vil blive gennemført som aftalt.
”Det har været spændende at arbejde fast med de samme parter for den samme bygherre gennem så lang tid,” siger Bob Borella, afdelingschef i NCC’s renoveringsenhed i Øst under NCC Building Nordics og partnerskabs- og porteføljeansvarlig i fsbHJEM. ”Det har givet os erfaring og ny viden om, hvad man kan bruge et strategisk partnerskab til.”
Der er i rammeaftalens levetid gennemført 14 projekter, og to projekter er stadig under udførelse. Endnu et projekt, en helhedsplan, er under forberedelse.
Det var i foråret 2019, at parterne underskrev rammeaftalen om strategisk samarbejde. Siden har 19 almene boligafdelinger været i hænderne på projektteamet. En række mindre og mellemstore projekter er afsluttet, mens de helt store projekter er i udførelsesfase og planlægningsfase. De sidste opgaver inden for rammeaftalen sættes i gang i år.
En investering i nye erfaringer
Helt fra begyndelsen af partnerskabet har der været fokus på at udnytte det tætte samarbejde mellem parterne til at få erfaringer til at vandre fra projekt til projekt. Gennem de første år arbejdede partnerskabet på en række fokusområder så forskellige som genanvendelse, standardprocesser for materialevalg og bedre beboerkommunikation.
Processerne omkring udvikling, planlægning og igangsættelse af renoveringsprojekter i det almene er omstændelige, og det betyder ofte lang vej fra ønske eller behov, til at arbejdet kan gå i gang i en given afdeling.
”Vi har gennemført tværgående efteruddannelse for medarbejderne i partnervirksomhederne, og det har givet os endnu større forståelse for processerne i den almene sektor,” siger Henning Jørgensen, senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed under NCC Building Nordics. ”De små projekter i partnerskabet er mindre, end vores sædvanlige renoveringsprojekter i NCC, og det har vi kunne bruge som en del af uddannelsen af vores yngre projektledere.”
fsbHJEM partnerskabets portefølje af renoveringsprojekter har gået fra de små over de mellemstore til de helt store helhedsplaner, og i rammeaftalens første år var det især de mindre projekter, der kunne gennemføres, mens nogle af de store projekter først blev klar igangsætning sent i partnerskabets levetid. Arbejdet med gennemførelsen af helhedsplanen for Ågården på Nørrebro og Dommerparken i København NV er i fuld gang, mens planerne for Voldparken forberedes. De tre afdelinger rummer til sammen knap 1.000 boliger.
Samarbejdet omkring igangsatte projekter føres til ende, så partnerskabet kan nå helt op på 8-10 års samarbejde fra underskrivningen af aftalen i 2019, til sidste hånd er lagt på partnerskabets opgaver.
Alle fotos er til fri redaktionel brug.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.