NCC’s Jakobsen & Blindkilde afleverer SDU-tilbygning i Esbjerg

Bygningen er opført i tilknytning til det eksisterende UC Syd-campus i den nordøstlige del af Esbjerg

Studerende, der går på SDU i Esbjerg, har meget at se frem til. Den tværfaglige fakultetsbygning, som NCC-firmaet Jakobsen & Blindkilde har arbejdet med i halvandet år, står nu færdig.

Bygningen, der er på over 7.500 kvadratmeter og har kostet ca. 120 mio. kr. at opføre, er koblet på de eksisterende bygninger på UC Syd-campus

”Vi er stolte af at have bygget den nye fakultetsbygning. Vi har haft et godt samarbejde med bygherre, og nu håber vi bare, at de studerende vil finde sig godt til rette i de nye omgivelser,” siger senior projektchef Poul Milling fra Jakobsen & Blindkilde.

Åbne atrier

Selve bygningen er opført i røde teglsten som de eksisterende på campus-området og i såkaldt ophængt murværk. Umiddelbart er det en rationel bygning, der opfylder et specifikt formål. Men indenfor er der både læringstrapper, hvor mange studerende kan sidde og se på storskærm, ligesom der er to åbne atrier med bygningsintegreret kunst. Bygningen indeholder i alt 11 klasselokaler, et bibliotek og kontorer til administrativt personale.

Syddansk Universitet har store forventninger til projektet, der er opstået i et samarbejde mellem SDU og UC Syd. Det skal skabe et tværfagligt miljø mellem institutionerne og kan på den måde for eksempel vise en karrierevej fra en professionsbachelor til en kandidatuddannelse på universitetet.

Bygningen indeholder også 600 kvadratmeter kælder, ligesom der er renoveret 200 kvadratmeter i forbindelse med den tilkobling, der er mellem det eksisterende byggeri og den nye bygning. Desuden er p-pladsen udvidet med 150 pladser.

Partnere på projektet har været Cubo Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører. Bygningsstyrelsen er bygherre.

For yderligere information kontakt venligst:

Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsbyggeri, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2019 havde NCC en omsætning på ca. 42 mia. DKK og 15.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på NASDAQ i Stockholm.