NCC og Kilden & Hindby fejrer rejsegilde på Irmahus
Bygningen er lukket, og teamet på byggepladsen arbejder nu ihærdigt med især spaområdet, hvor der etableres svømmebade, damp, hamam og saunaer.

Hotel- og kontorbyggeriet Irmahus på Aarhus Ø for bygherren Kilden & Hindby er inde i sin afsluttende fase. Nu foregår det meste arbejde inden døre med blandt andet det store spaområde, der stiller store krav til byggeprocessen. Teamet arbejder ihærdigt med især spa- og wellnessetagerne, hvor der udføres 21 særlige sparitualer, herunder en stor hamam, 3 specialsaunaer, dampbad og ild- og isbade. Der er også fokus på slutmontering og test af alle de tekniske installationer, ligesom de flotte kontorfaciliteter er ved at blive færdiggjort.
”Bygningen er nu lukket, så vi går også ind i den fase, hvor vi begynder at færdiggøre hotellet værelse for værelse. Alt skal være helt perfekt, før nogen rykker ind. Kontorerne bliver også fantastisk flotte,” siger Morten Røjkjær, der er projektdirektør i NCC’s byggeenhed i Vestdanmark under NCC Building Nordics.
Det er et byggeri, hvor fagligheden står sin prøve, for man kan ikke bare gribe i ”plejer” løsningerne. Design og materialer er helt unikke, og holdet er hele tiden nødt til at finde de rigtige løsninger. Det stiller store krav til byggeledelsen og fagentreprenører på projektet.
”For de fleste er det én gang i livet, at man opfører sådan et hus. Det har så mange specielle og eksklusive materialer. Det er fedt at lave noget, der ikke er i kategorien – det plejer vi. Så man er nødt til at møde ind med et frisk hoved og en positiv tilgang. Vores fagentreprenører fortjener kæmpe ros for deres tilgang til arbejdet. Uden dem havde det ikke kunnet lade sig gøre,” siger Morten Røjkjær og fremhæver også håndværkerne.
”Noget af det jeg glæder mig over på sådan en byggeplads, det er vores sammenbragte håndværkerstab af både fag og nationaliteter. Mange tager lange dage for at gennemføre byggeriet. Stor ros til deres indstilling og det arbejde, de er en del af,” siger Morten Røjkjær.
Specialdesignede detaljer i bygningen
Det er Kilden & Hindby, der er bygherre, og tegnestuen BIG, der har tegnet projektet, og som også har designet de specialfremstillede loftflader i hele hotellets ankomst- og lobbyområde. Væggene beklædes med nøje udvalgte materialer, herunder finérbeklædninger med integreret akustikregulering, mens murerne pakker betonsøjler ind i teglstensskaller i det flotteste palmeforbandt.
Gulvene udføres i tegl, planker, klodsgulve, specialfremstillet terrazzo og andre luksuriøse typer af materialer. Elevatorer leveres med specialoverflader og ankomstområderne på etagerne tilpasses de forskellige funktioner i bygningen, så det hele går op i en højere enhed og det samlede udtryk vil udstråle, at her er tale om et byggeri ud over det sædvanlige.
Det svenske arkitektfirma Stylt Trampoli har stået for indretningsdesign af hotellets arealer, herunder hotelværelser og publikumsarealer, mens BIG har stået for design og indretningsplaner af de øvrige arealer i bygningen.
Når bygningen står færdig, vil hotel Bassin Seven slå dørene op til et signaturhotel med 342 værelser. Hotellet vil byde på en spaoplevelse i særklasse med 2.000 m² spa og wellness på 15. - 17. etage, en skybar på 18. etage og en udsigtsterrasse på 19. etage, som er mulig at nå op til via husets udvendige trappe, der snor sig rundt om bygningen fra fortovet til bygningens top.
I stueplan findes restaurant, café, små forretninger og meget mere. Ud over hotellet rummer Irmahus også ca. 15.000 m² erhverv, primært i form af kontorlejemål. Bygningen udgør i alt 37.000 m² over jord, hvortil der er en parkeringskælder i to plan med et samlet areal på ca. 8.600 m².
Ud over NCC som totalentreprenør på Irmahus omfatter projektteamet også Rambøll som rådgivende ingeniører og Artelia som brandrådgivere.
Alle fotos er til fri redaktionel brug.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC’s pressetelefon +45 88728388 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2025 havde NCC en omsætning på ca. 56 milliarder SEK og 11.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.