NCC klar med boliger til blinde og svagtseende

NCC sætter nu gang i byggeriet af 119 ældre- og plejehjemsboliger til blinde, svagtseende og døvblinde i København til en værdi af 188 mio. kroner. Boligerne forventes færdige i 2019.

Tilgængelighed og selvhjulpenhed. Det er nøgleordene politisk, når der tales om ældre-og handicapområdet, og det er også centralt i det nye byggeri, der skal erstatte Plejecentret Solterrasserne og specialplejehjemmet Solgavehjemmet i Valby. Her skal NCC for Boligselskabet AKB, København og KAB opføre 26 almene ældreboliger og 93 plejeboliger til blinde og svagtseende i københavnerbydelen Valby, på Følager i Ny Ellebjerg-området.

Projektets overordnede vision er at skabe Europas bedste plejecenter, ældreboliger og aktivitetstilbud for ældre blinde, svagtseende og døvblinde borgere med følgehandicaps som demens og fysisk funktionsnedsættelse. Et centralt mål har derfor været at finde frem til de rette løsninger for de kommende beboere, og man har derfor lagt vægt på en høj grad af brugerinvolvering.

”Vi har haft tætte dialoger med brugerne af det kommende hus, så vi har virkelig gjort os umage med at finde de rette løsninger til de kommende beboere, hvilket er afgørende for, at de kan opnå trivsel, selvstændighed og sikkerhed i deres hverdag,” siger Trine Skou Tindborg, områdedirektør i NCC Danmark.

Og der er tale om en gruppe beboere, der har ganske særlige behov. Med hjælp fra repræsentanter fra Dansk Blindesamfund er der eksempelvis arbejdet målrettet med en logisk opbygning af huset. Gangene er søgt så lige som muligt uden nogen udposninger og nicher, der ellers kan føles som ”ingenmandsland”, hvor den blinde eller svagsynede ikke kan orientere sig. Kontraster mellem gulve og vægge gør det nemmere for beboere med en synsrest at opfatte rummenes udstrækning. Der er håndlister på samtlige vægge i fællesområdet, og man kan derved altid tage fat i en håndliste og blive ”ført hjem”.

Hjemlighed er netop et tredje nøgleord for byggeriet, så beboerne ikke føler de bor på en institution. Der bliver mulighed for at gå til tandlæge, frisør, fodpleje, wellness og træne i et træningscenter. Der blive også etableret et orangeri, så beboernes duftesans kan pirres og trænes, ligesom der lavet et såkaldt træningskøkken, hvor beboerne kan blive fortrolige med at lave mad selv. Alt sammen får at øge deres selvhjulpenhed.

Tilgængelighed i Danske Handicaporganisationers Hus
I valget af løsninger til boligerne i Følager, trækker NCC på sin specialiserede erfaring med at opføre tilgængeligt byggeri. Eksempelvis med Danske Handicaporganisationers Hus, som er kåret til at være ”Verdens mest tilgængelige kontorhus”, har NCC vist, hvordan fuld tilgængelighed og ligeværdighed kan indarbejdes, som naturlige elementer i ”almindeligt” kontorbyggeri.

”Tilgængelighed er et væsentligt element i social bæredygtighed, der ligger os meget på sinde. I NCC ønsker vi at bidrage til udviklingen af inkluderende og mangfoldige byer og en af vejene hertil går gennem et byggeri, der kan danne rammen for et godt ældreliv,” siger Trine Skou Tindborg.

Følagers ældre- og plejeboliger forventes afleveret i foråret 2019.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikationschef Trine Leth, NCC i Danmark A/S, telefon 23 23 19 65

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Tine Heide, Kommunikationspartner, NCC Danmark, telefon 9137 3944

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 49,8 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure. I 2015 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,9 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte