NCC og Envidan skal modernisere og udvide Viborg Centralrenseanlæg for Energi Viborg Vand A/S

Energi Viborg Vand A/S har valgt konsortiet VCR – bestående af NCC og Envidan – til at stå i spidsen for et stort set nyt Viborg Centralrenseanlæg i Bruunshåb. Projektet er en totalentreprise til en værdi af cirka 425 mio. DKK.

Viborg Centralrenseanlæg bliver det første nye renseanlæg i Danmark med et integreret 4. rensetrin, der skal fjerne medicinrester fra spildevandet. Det nye renseanlæg inkluderer etablering af supplerende udligningsbassin, forbehandling, komplet vandbehandling og slambehandling, velfærdsfaciliteter samt værksteds-, lager- og garagebygninger.

Derudover renoveres det eksisterende biogas- og energianlæg. Totalentreprisen inkluderer også nedrivning og fjernelse af overflødiggjorte bygninger, bygværker, ledningsanlæg og øvrige anlægsdele.

”Vi er glade for at være blevet valgt til projektet sammen med Envidan. Vi ser frem til et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med både Envidan og Energi Viborg Vand, hvor vi kan udnytte vores fælles kompetencer til at skabe værdi for både projektet og lokalområdet. Det er en spændende og kompleks opgave – blandt andet fordi anlægget skal holdes i drift under hele processen,” siger Jan Schmidt, områdedirektør i NCC Infrastructure, Anlæg Vest.

Han fortæller, at projektet i Viborg er et godt eksempel på den stigende aktivitet, NCC oplever i Vestdanmark. "Vi ser en tydelig vækst i antallet af infrastrukturprojekter i Jylland, og det afspejler sig i vores engagement og tilstedeværelse i området. Det er både energiprojekter, klimatilpasning og klassisk anlægsarbejde, der fylder mere – og vi er klar til at løfte opgaven," siger Jan Schmidt.

Det er Envidan i den grad også: ”Vi er glade for, at Energi Viborg Vand har valgt os til opgaven sammen med NCC og ser frem til samarbejdet. Projekteringen i den kommende periode vil ske i et tæt samspil med Energi Viborg Vand, hvor deres kompetencer inddrages og ønsker tilgodeses, så det færdige anlæg lever fuldstændig op til deres forventninger. Vi glæder os til at bidrage med vores høje faglige viden og trække på den erfaring, vi har fra tidligere store totalentrepriser,” fortæller Jens Albrechtsen, entreprisechef hos Envidan og projekt- og projekteringsleder på projektet.

“Dette projekt er et vigtigt skridt for branchen og et konkret eksempel på, hvordan man kan bygge fremtidens renseanlæg, hvor effektiv drift, forsyningssikkerhed og bæredygtighed er tre helt centrale fokuspunkter,” fortsætter han.

Også hos Energi Viborg Vand er man klar til at trække i arbejdstøjet.

”Vi ser frem til et spændende samarbejde med Envidan og NCC omkring opførelsen af et nyt Viborg Centralrenseanlæg, som vil fremtidssikre spildevandsrensningen fra en stor del af Viborg Kommune,” siger Flemming Hermann, vandchef hos Energi Viborg Vand A/S. Han tilføjer: ”Det tilbudte design fra Envidan og NCC var en vigtig faktor for, hvilken totalentreprenør, der ville få tildelt opgaven.”

Den samlede entreprisesum er på cirka 425 mio. DKK. NCC’s andel udgør cirka halvdelen, som bogføres i 4. kvartal 2025 under NCC Infrastructure.

Projektet forventes at løbe fra oktober 2025 til foråret 2029.

Alle fotos er til fri redaktionel brug.

For yderligere information kontakt venligst:

NCC i Danmark
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.

Energi Viborg Vand A/S

Niels Kjeldgaard, projektleder

Tlf: 8929 2814
e-mail: nk@energiviborg.dk

Energi Viborg Vand leverer rent drikkevand til Viborg og omegn samt håndterer regn- og spildevand fra boliger og virksomheder i hele Viborg Kommune.
Envidan A/S

Tine Hertz Hansen, Head of Communication

Tlf: 41624406 / email: thh@envidan.dk

Envidan er Nordens ledende vand- og spildevandsspecialist med tre selvstændige forretningsområder: Entreprise, Rådgivning og Software. Fra vores 21 kontorer i Danmark, Norge og Sverige hjælper +450 vandspecialister forsyninger, kommuner og industrier med projekter inden for vandets kredsløb. Uanset om vi rådgiver om vandhåndtering, leverer færdige anlæg eller udvikler innovative softwareløsninger, er vandfaglighed og digital tænkning altid omdrejningspunktet.