NCC-projekt er fem år forud på affaldssortering

Affaldssorteringen på Bosch-projektet i Ballerup har midt i processen nået 90 % genanvendelse. Det overstiger NCC’s mål på 80 % for 2025, og målet er at fastholde dette niveau frem til aflevering. Små sorteringsstationer, tydelig skiltning og faste rutiner er nøgleelementer i succesen.

På byggepladsen for det nye Bosch-domicil på Telegrafvej i Ballerup har NCC allerede nu nået en affaldssorteringsprocent på 90 - fem år før koncernens mål for 2030 og hele 10 procentpoint over målet for 2025. Resultatet er opnået midt i byggeprocessen og skyldes en række enkle, men effektive tiltag, der gør det nemt og overskueligt for håndværkerne at sortere korrekt.

Affaldssortering har været et fokuspunkt fra projektets begyndelse, og entrepriseleder i NCC byggeri øst under NCC Building Nordics Rasmus H. Lützhøft er ikke i tvivl om værdien:

“Det er virkelig positivt, at vi i dag har en affaldssorteringsprocent på 90. Det er også det niveau, vi sigter efter at holde hele vejen frem til afleveringen i 2026, også selvom der løbende kommer nye håndværkere til, som alle skal introduceres til vores sorteringssystemer fra bunden.”

En af de største succesfaktorer er de små kildesorteringsstationer, der er placeret tæt på arbejdsområderne. De gør det hurtigt og enkelt at sortere småaffald korrekt. Det bidrager til en renere og mere struktureret byggeplads med en positiv afsmittende effekt:

”Når der i forvejen er ryddeligt, bliver folk mere tilbøjelige til at smide affaldet i de rigtige beholdere i stedet for på gulvet. Stationerne gør det desuden lettere at håndsortere eventuelle fejlsorteringer, inden affaldet bliver overført til de store affaldscontainere”.

Pladsmanden er guld værd
På byggepladsen er der opsat tydelig skiltning ved alle affaldsstationer, om hvor de forskellige typer affald skal smides. Derudover er en stor, central tavle med fraktionsoversigt med til at give håndværkerne et hurtigt overblik over sorteringen. Skilte og visuelle hjælpemidler fungerer som en løbende påmindelse i hverdagen og gør det lettere for alle at sortere korrekt. For at sikre, at sorteringen også fungerer i praksis, blev der tilknyttet en pladsmand med ansvar for affaldssortering på Bosch-byggepladsen. Det er ifølge Rasmus er guld værd.

”Pladsmanden er guld værd. Det er redningen, når det er gået galt. Det er jo fint med alle de her tiltag, der gør, at vi kan sortere ordentligt, men der skal bare én ting til at ødelægge en sortering, og der skal være en person, der når at gribe det”.

Forkert affaldssortering kan føre til store ekstraomkostninger, fordi fejlsorteret affald ikke kan genanvendes og derfor skal sendes til dyr deponering eller forbrænding. Omvendt giver korrekt sortering mulighed for både besparelser og indtægter gennem genanvendelse af materialer.

For Rasmus handler god affaldssortering ikke om én stor løsning, men om mange små greb, der tilsammen gør en stor forskel.

”Vi kan ikke forvente, at én indsats gør hele forskellen. Det handler om at lægge lag på lag. Én pladsmand, kreative tiltag, tydelige fraktionsoversigter, faste procedurer og løbende dialog. Hver gang vi tilføjer et nyt greb, rykker vi os et par procent”.

Den største enkeltfaktor
Peter Andreas Sattrup, områdechef for Grøn Omstilling hos NCC i Danmark, understreger projektets betydning som en del af et bredere NCC-initiativ, der gennem de seneste to år er arbejdet med.

"Det er virkelig imponerende, at folkene på projektet viser veje til, hvordan vi allerede i 2025 kan nå de mål, vi har sat for 2030. Affald er den største enkeltfaktor i byggeprocessens klimaaftryk, og her viser de, at hvor der er vilje, er der også vej - endda til at præstere ud over det normale”

”Når medarbejderne tager ejerskab over processen og lader deres personlige engagement træde i forgrunden, så kan vi opnå resultater med overraskende positiv påvirkning."

Alle fotos er til fri redaktionel brug.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.